mandag den 31. august 2009

Greve – Vendsyssel

Greve stiller næsten i stærkeste opstilling til sæsonens ligapremiere på hjemmebane. Det samme kan desværre ikke siges om Vendsyssel.

Greve har oprustet kraftig efter sidste sæsons knebne finalenederlag til Skælskør. Og det er i samme åndedrag lykkedes at svække nogle af de nærmeste konkurrenter.

Verdensmester Juhl er kommet til fra Værløse, og dette skifte har foranlediget såvel Britta Andersen som Mie Schjøtt til at søge nye græsgange.
Udover at det svækker Værløse så er det en betragtelig forstærkning af Greve holdet. I første omgang i damedoublen, fordi Greve i forvejen er godt kørende i mixdouble, hvor Nadiezda Kostiouczyk er blevet klar igen efter sin operation. Men det er også en klar mulighed for forstærkning i mixdoublen i tilfælde af kampene skal afgøres i golden sæt.

Denne mixdouble kunne spilles af Kamilla Juhl og hjemvendte Carsten ”Nuller” Mogensen.
Nuller er nu tilbage i sin barndomsklub, og det tror jeg er godt for ham.

Samtidig er det en vigtig spiller som KMB har mistet, for Nuller har vist at han både kan bruges i HD og i MIX.
Jeg glæder mig meget til at se ham i herredoublen med Lars Paaske. Paaske havde ikke de helt rigtige makkere i sidste sæson. Hverken Jens Eriksen eller Bob Mateusiak passede specielt godt til Lars’ spil. Det gør Nuller til gengæld med sin fremragende defensiv og store aktionsradius. Han vil til gengæld nyde godt af Paaskes ro og overblik, selvom han fra tid til anden kan have tendens til at overdrive det med roen.
Jeg forventer ikke at denne double taber nogen kampe i ligaen, medmindre gejsten mangler mod mindre gode modstandere.

Begge spillere kan benyttes i mixdouble i tilfælde af golden sæt, og min umiddelbart foretrukne konstellation vil være Juhl/ Nuller, netop på grund af Nullers bevæglighed og angrebsstyrke.

I herresingle er Joachim Persson kommet til fra Skælskør. Han bytter således klub med H.K. Vittinghus, men nok så vigtigt så skubber han Kenneth Jonassen ned i 2. HS.
Jeg synes det på forhånd ser ud som en styrkelse af Greve mandskabet, men det kræver at Persson gør sig mere umage i ligakampene.
Jeg tror dog det er til gavn for ham at skulle spille 1.HS i stedet for at spille i skyggen af Peter Gade.
Der venter i hvert fald en masse interessante og udfordrende kampe i første herresingle mod Eric Pang, Peter Gade, Peter Mikkelsen og Jan Ø. Jørgensen.
Li Wenyan skulle have spillet damesinglen mod Vendsyssel men hun pådrog sig i weekenden en skade under en træningskamp, og erstattes af Tinna Helgadottir.

Vendsyssel har også skiftet ud på en del pladser.

Desværre er truppen hårdt ramt af skader i øjeblikket. Nyerhvervede Simon Mollyhus er langtidsskadet, og de to engelske doublespillere Imogen Bankier og Robert Blair er heller ikke spilleklar.
For at føje spot til skade er sportschef Peter R. Jensen også sygemeldt. Peter R. Jensen skulle i denne sæson fungere som kombineret sportschef/træner efter at det ikke lykkedes klubben at finde en kvalificeret erstatning for Claus Poulsen der pludseligt forlod klubben til fordel for jobbet som assisterende landstræner.

To af de nytilkomne spillere er dog på holdet til tirsdagen opgør på sydkysten. Peter Steffensen er kommet til fra Lillerød og danner par med lokale Rune Dyhr Thomsen. De bør være totalt chanceløse mød Paaske/Nuller og det ligner heller ikke en specielt slagkraftig double på lidt længere sigt.
Rune Dyhr har haft en afstikker i Randers Badmintonklub og herfra kommer også Casper Gustavsen der spiller mix sammen med italienske Agnese Allegrini. Mix er ikke italienerens speciale, og dette er da også en nødløsning som følge af de mange skader.

I damedouble kan VEB præsentere danmarksmestrene anno 2008 Helene Kirkegaard/ Mette van Dalm. Helene Kirkgaard er hentet i Skælskør, og det bliver spændende at se om de to piger fortsat kan holde niveauet.
Eric Pang i 1.HS er farlig for de fleste på sine gode dage, og endelig skal vi se Camilla Sørensen i damesingle efter flere år hvor hun på klubholdet har spillet mere double end single.

1. HS: Joachim Persson - Eric Pang 63 - 35
2. HS: Kenneth Jonassen - Kristian Midtgaard 90 - 10
DS: Tinna Helgadottir - Camilla Sørensen 25 - 75

HD: Lars Paaske / Carsten Mogensen - Rune Dyhr / Peter Steffensen 90 - 10
DD: Christinna Pedersen / Kamilla Juhl - Mette Van Dalm / Helene Kirkegaard 80 - 20
MIX: Robert Mateusiak / Nadiezda. Kostiuczyk - Casper Gustavsen / Agnese Allegrini 90 - 10

Tip 5-1 til Greve

Ingen kommentarer:

Send en kommentar