mandag den 10. august 2009

Damesingle VM – preview

Hvor står Tine Rasmussen efter hendes langvarige skade?

Jeg synes det er rigtig svært at spå om, men jeg er ret sikker på at det ikke er en fordel for hende at hun vandt den første kamp på walkover.
Det havde været rigtig rart at kunne vænne sig til hal og vind mod en knap så skrap modstander. Nu bliver det lige på og hårdt mod enten Yao Jie eller Yip Pui Yin. Ingen af de to har dog spillet overbevisende på det sidste men de har lige kampen mod hinanden til at komme op i det rigtige tempo.
Jeg tror Tine får en ganske hård første kamp, hvor hun meget let kan komme i en situation hvor fight og indædthed og vindervilje bliver de vigtige ingredienser frem for kønt og poleret spil. Kort sagt så gælder det bare om at overleve og være med igen næste dag. Hvis det så til gengæld lykkes, ja så er hun jo ikke trættet af lange kampe i de første runder.

I en evt. kvartfinale venter formentlig Lu Lan eller Wang Chen.
Tine tabte til Wang Chen ved VM i 2007 i Malaysia, men har siden haft et godt tag på hende. Skulle det blive Lu Lan, så har Tine normalt et ganske godt tag på hende, MEN hun har altså været skadet i 5 måneder, så jeg kan ikke få øje på det der skal gøre Tine til favorit i den kamp. Dermed ikke sagt at hun ikke kan vinde den, det er der masser af muligheder for, hun er blot ikke favorit.

Lodtrækningen magede det således at Xie Xingfang landede i øverste halvdel, væk fra Tine, og det var sådan set også det bedste ved dén. Det er svært at finde spillere som ikke havde været bedre at stå til end Lu Lan (7), Wang Chen (9) og Yip (15), men anyway så er det sådan det e
ér, og nu er det bare med at komme i gang med at spille kampene.

Min umiddelbare favorit til VM titlen er All England vinderen Wang Yihan. Jeg synes hun spiller rigtig hurtigt efterhånden, og med en småskadet Maria Kristin som eneste trussel i hendes kvartdel, så kan jeg ikke se hvad der skulle forhindre hende i at gå direkte i semifinalen.

Øverste kvartdel byder på en storkamp mellem gamle Xie Xingfang ( hun er vel snart blevet 26) og endnu ældre Zhou Mi der er nogenlunde jævnaldrende med Tine, men har været med i toppen i over 10 år. Xingfang bliver lidt af en dark horse for mig i dette VM. Oprindelig var hun ikke udtaget men det lykkedes hende alligevel til sidst at skubbe den forsvarende mester Zhu Lin ud af den kinesiske trup. Wong Mew Choo befinder sig også i den kvartdel men hun har ikke gjort væsen af sig siden træner Li Mao flyttede tilbage til Korea.

Nederste kvartdel skal afgøres mellem bundseedede Wang Lin, hjemmebane favoritten Saina Nehwal og Hwang Hye Young fra Korea. Koreaneren kan ikke få mere end en outsider rolle, og jeg tror også det bliver svært for Nehwal at stå for presset, specielt efter hun blev ramt af sygdom under New Zealand Open. Alt i alt bliver Wang Lin klar favorit til at gå i semifinalen.

Finaletip: Wang Yihan – Wang Lin
Outsider: Xie Xingfang

Ingen kommentarer:

Send en kommentar