Tirsdag d. 19. april. Dette er dagen. Dagen hvor hele klubbadmintonsæsonen kulminerer i finalen mellem Greve Strands Badmintonklub og Team Skælskør Slagelse.
Jeg vågner tidligt. Arbejdet kalder. Heldigvis skal jeg arbejde hjemmefra i dag, så det er bare med at komme i gang hurtigst muligt. Det flyder let, selvom tankerne fra tid til anden flyver til kampen senere på dagen. Jeg skifter fokus med vilje, præcis som jeg træner atleter i, og får arbejdet fra hånden i god tid. Nu gælder det finalen.
Tankerne om aftenens store begivenhed begynder at fylde, og der bliver mindre plads til at være opmærksom på min familie, der har påskeferie. Koncentrationen har indfundet sig præcis som så mange gange tidligere før store begivenheder. Følelsen er den samme. Der er ikke den store forskel på DM for hold og VM for hold – jeg vil gerne vinde, men mest af alt vil jeg gøre det så godt som muligt.
Jeg har i løbet af morgenen snakket med Hans Henrik Stie fra dansk tipstjeneste. Han sætter odds på kampene og skal lige have den sidste melding om eventuelle skader. Vi har ingen. Joachim Persson har godt nok sagt, at han mærkede noget i ryggen i går til opvarmning, men jeg slår det hen. Vi diskuterer chancerne igennem i forhold til de enkelte kampe. Lars Johansen, der har websitet Badminton-nyt.dk og som også arbejder i tipstjenesten, har et par dage inden sat procenter på kampene. Jeg er ikke helt enig i alle hans vurderinger, specielt i mix’en er vi blevet for store favoritter.
Så er det tid til forberedelse. Jeg ser video-dvd fra vores kamp på hjemmebane mod TSS. Li Wenyan mod Judith Meulendijks er først på programmet, og jeg bliver en anelse bekymret da jeg ser Golden set igen. Juud spiller aldeles glimrende. Det bliver ikke let at vinde den damesingle, men jeg trøster mig med, at Wenyan er kommet i bedre form siden den gang. Vi har trænet intenst på at lukke de huller vi blev opmærksomme på i det Golden Set. Spørgsmålet er, om vi er kommet langt nok.
Herredoublen ser jeg kun lidt af. Jeg kan ikke mobilisere den store tro på Mangor/Paaske. De har gjort det super godt i sæsonen, og jeg synes, de har fundet deres spillestil. Paaske er fantastisk til at gøre sin makker god. Hans overlegne ”Franz Beckenbauer ”blik for spillet betyder at han er suveræn til at lukke huller og til at ”beskytte” sin makker. Det har betydet at Mangor efter min mening har spillet sin hidtil bedste sæson.
Selvom de to spillede tre sæt med Boe/Nuller på hjemmebane, så virker det som en næsten umulig opgave at vinde den kamp. Der er for mig ingen tvivl om at de to TSS spillere havde mulighed for at løfte deres spil til finalen, og så skulle vi være glade for 15 og 15.
Jeg har tidligere set Jens mod Gade. Et kort kig er på sin plads. Vi kender Gade ud og ind. Vi ved præcis hvad der skal gøres. Spørgsmålet er bare om Jens formår at gøre det i kulissen i KB-hallen og om han kan følge med hvis Gade er i stand til at presse tempoet. Jens synes Jens skulle have vundet kampen på hjemmebane, men der manglede lidt tro og lidt disciplin og – hvis vi skal være ærlige – måske også lidt teknik i specielle situationer.
I Mix’en er Joachim Fischer for første gang i sæsonen med mod os. Han har været skadet i de andre kampe, men både jeg og Robert/Nadiezda har en klar fornemmelse af hvordan han og Britta skal spilles.
Damedouble er unødvendig at kigge på. Vi er klasser bedre end TSS parret. TSS forsøgte da også at lade Mette Poulsen koncentrere sig om U19-EM, ved at erstatte hende med Cecilie Sentow. Det viste sig dog at være et ulovligt træk, idet Mette jo ikke var skadet og som sådan ikke kunne erstattes, da hun stod på holdsedlen fra start. Altså måtte Mette flyves ind fra Finland for at få på tuden i DD.
Persson havde ikke noget video af ham selv mod HK. Heldigvis kommer YouTube ind handy. Et klip med HK mod Ipper giver mig et godt billede af mulighederne, og da Joachim samtidig selv påstår at have helt styr på, hvad han skal gøre mod HK så tegner fremtiden ligeså klar og lys som påskevejret udenfor.
Jeg føler mig velforberedt nu, snupper et hurtigt bad, og så ringer Joachim Persson. Vi har aftalt, at han og Jens tager i KB-hallen tidligere end resten af holdet til indspilning på banerne. De vil gerne have lidt ekstra pause mellem indspilning og kamp.
Joachim fortæller i store træk, at hans ryg er gået i restordre. Det der lignede en mindre ubehagelighed, har i nattens og formiddagens løb udviklet sig til et regulært problem. Vi diskuterer om der skal indkaldes en reserve i form af Gregers Schytt, men beslutter at se tiden an. Joachim har fået en tid hos en kiropraktor kl. 15:00, og apoteket skulle også lige have fået friske varer hjem.
Jeg kører af sted til KB-hallen, for at se om det er muligt at fange Jens og Joachim, når de laver slagtræning for tilvænningens skyld i hallen.
Undervejs ringer jeg til Hans Henrik Stie og orienterer ham om udviklingen, jeg ringer til min med-træner Nadia Lyduch og sætter hende ind i problemet. Vi beslutter foreløbig at tie om Joachims problemer i forhold til de andre på holdet.
Selvom det er noget af en bet for holdet, så glæder jeg mig på vej til hallen. Vejret er perfekt forårsvejr, og jeg er godt tilfreds med, at jeg er bevidst om at nyde dagen. Den bringer i øvrigt minder frem om VM i Glasgow i 1997 da Peter Rasmussen blev verdensmester i perfekt solskin, og det samme var tilfældet da Camilla Martin vandt på hjemmebane i Brøndbyhallen to år senere. Faktisk var det også godt vejr i Birmingham 2003 da Lars/Jonas sensationelt vandt VM. Det har sikkert også været godt vejr på tidspunkter hvor dem jeg holdt med tabte kampe, men dem har jeg glemt. Andre minder om tilsvarende begivenheder dukker op, og humøret får endnu en tak opad.
Jeg nynner med på god musik, og begynder at tænke på holdopstillingen igen. Det ser altså umiddelbart ud til, at vi - primært jeg - har skudt os selv i foden, hvis Persson er helt ukampdygtig.
Da ranglisten for april blev offentliggjort viste det sig jo, at vi selv kunne vælge rækkefølgen på vores herresingler.
Det var umiddelbart rigtig godt for os – eller var det?
Joachim Persson havde slået Gade ganske overbevisende sidst de mødtes. Skulle vi ikke bare tro på at han kunne gøre det igen. Ganske vist er Persson langt fra topformen endnu, men det var han så sandelig også i French Open hvor begge hans knæ var billigt til salg i den blå avis.
Og Jens Kristian mod HK? Ideen var jo netop, at HK skulle føle, at han kun havde noget at tabe mod Jens, fordi han havde slået ham tidligere, og fordi HK i de flestes hukommelse havde haft en god sæson.
På den anden side, så syntes jeg jo, at Jens også skulle have slået Gade i Greve-hallen, og Joachim har aldrig tabt til HK.
Men hvis vi gør det, altså bytter rundt, så tager vi noget af presset af HK. Det er jeg ikke vild med. Jeg kan nemlig også huske, at Hans har haft et par kampe i sæsonens løb hvor han har været i vinderposition, men desværre ikke har kunnet stå distancen.
Fordelen er at de fleste, inklusiv vore egne spillere, sikkert vil vurdere Persson’s muligheder mod HK som værende ret gode. Det betyder med andre ord, at vi vil stå fornuftigt i 4 kampe, 5 hvis man tæller Jens Kristian med, i stedet for kun tre. Det kan have enorm betydning for dem, der spiller de tætte kampe, at de ved, at alt ikke afhænger af præcis deres kamp.
Hvis man lægger sejrschance procenterne sammen for de enkelte kampe, så er TSS vel knebne favoritter til at tage titlen.
Her har flere bookmakere især vurderet mix’en som mere sikker til os end min egen vurdering. Robert Mateusiak har haft problemer med sin achillesscene, så formen er næppe i top. Jeg har også damesinglen som fuldstændig lige, mens vores HD er kæmpe underdog ligesom de to herresingler ikke vil være favoritter i normal opstillingen.
Det bliver Jens Kristian som afklarer mine tanker. Han er ikke tilpas ved at møde spillere der slår meget hårdt, og har det altid meget vanskeligt i mod dem. Dét afgør sagen. Persson er stærkere rent taktisk hvilket der bliver brug for mod HK. Det er ikke sikkert at formen er der endnu, men det kan give ro til de andre spillere, og tilstedeværelsen af Joachim Fischer, samt det forventeligt tætte niveau i damesingle gør, at vi er nødt til at have en chance mere, så vi ikke bare skal gå efter 3-3, men faktisk på en god dag kan vinde 4-2.
Nu handler det om kamprækkefølgen. Den kan blive meget afgørende. Vi ved ikke helt hvor Persson står. Det betyder at hvis han starter i første runde og taber, så er den psykologiske effekt for Wenyan og mix’en helt væk. Altså skal han spille sidst. Det øger også Joachim’s chancer. Med sin ”tysker-psyke” og sin enorme selvtillid – der kan komme væltende ind over ham efter bare et enkelt godt slag – er han den rette afslutter. Samtidig er der gode muligheder for at give HK deja-vu fra sidste år, hvor han tabte den afgørende kamp.
Jeg er ret sikker på at Skælskør-Slagelse vælger Gade som første kamp – altså sætter vi ham som sidste – og pakker så resten af kampene, så vi får den ønskede rækkefølge, når Gade bliver flyttet op i første runde. Det lykkedes til fulde. Eneste bekymring var Joachim Fischer. Jeg ville slet ikke have ham i sidste runde og til fulde bringe hans vinderinstinkt i spil. Helst heller ikke i første runde, men slet ikke i anden hvor han kunne vende hele momentum. Første runde syntes at være det mindste onde – hvorfor fanden kunne han ikke bare ha’ en vigtig familiefødselsdag.
Alle disse overvejelser er spildt hvis Joachim ikke er i stand til at stille op. Kan han bare gå på banen, så virker den psykiske del af planen stadigvæk, og en 3-3 er stadig indenfor rækkevidde.
Jeg ankommer til KB-hallen og finder en parkeringsplads tæt – et godt tegn! Jeg kigger lige ind på KB’s træningsanlæg for at se om min nevø - der spiller på FCK’s U19-hold – er til træning.
Jeg møder Jens og Joachim i døren på vej ud. De stille slagøvelser gik OK, nu er det af sted til kiriopraktoren.
Jeg går ind i hallen og hilser på mine gamle kolleger fra DBF. De er ved at sætte hallen op til i aften.
En kort stund sidder jeg på en af stolene i den gamle hal og lader tankerne glide tilbage til første gang jeg så international badminton. Min far tog mig med til De Danske Internationale mesterskaber som de hed dengang, og jeg synes, det var fantastisk at se Tjun Tjun og Wahjudi, der var verdens bedste herredouble, og en mikro-lille japaner der hed Ippei Kojima. KB-hallen er faktisk Danmarks svar på badmintonens mekka, Istora Senayan i Indonesien – i hvert fald i mit hoved.
Det er første gang jeg er træner i en DM finale for hold. Tankerne vandrer igen til den hidtil bedste finale jeg har set. Som inkarneret Lillerød-mand tabte vi – ikke med mig på holdet – 6-7 til Gentofte i en fantastisk kamp, hvor vi fire gange havde chancen for at lukke kampen, men altså endte med at tabe.
I den kamp spillede Thomas Stuer første herredouble med Christian Jacobsen mod – jeg tror det var Jon Holst og Thomas Kirkegaard. Et sindsygt spændende 2. sæt ender med sejr i ombolde til Jon/Thomas hvorefter Christian Jacobsen ryster på hovedet, tager ketsjeren over i venstre hånd og rækker hånden ud mod Stuer med ordene ”Pis os’, tak for kampen!”. ”Hvad laver du din idiot?...” replicerer Stuer ” ….Vi skal I 3. sæt !!”. Dette sæt vandt GBK’erne desværre, men det viser meget godt hvilken stress situation spillerne befinder sig i.
Der er stadig god tid til resten af holdet kommer, så jeg går en tur ned ad Peter Bangs vej, finder en café og dulmer nerverne med en Latté, mens jeg nyder solen og glæder mig til kampen. Jeg ringer til sponsor-chef Steen van Hauen, der skal mødes med tilhængerne i Greve Sports Café, hvor der er grill buffet inden afgangen til KB-hallen. Jeg fortæller de sidste nyheder om holdet, mit syn på kampen og Steen siger at alt er klart. Så begynder jeg at gå tilbage mod hallen.
Spillerne er ankommet. Nadia og jeg snakker de enkelte kampe igennem. Vi har coaching planen klar, men vi er nødt til at kunne dække af for hinanden, hvis kampene overlapper hinanden. Bagefter snakker jeg med Li Wenyan om de vigtigste ting til kampen. Det meste skal helst være på plads inden, for i kampens hede kan der meget let gå kludder i kommunikationen.
En af spillerne, der bor tæt på KB-hallen, har været så venlig at lægge lejlighed til fællesspisningen.
Menuen er som sædvanlig salatbar. Og denne gang er det en helt overdådig salatbar der diskes op med. Det bringer stemningen helt i top samtidig med at hold CD’en, som er blevet til efter en musik quiz tidligere på sæsonen, lyder i højttalerne.
Persson og Leth er forsinkede hos kiropraktoren men dukker endelig op. Det ser rimeligt ud meddeler Persson og går glad i gang med at sætte velstegte kyllingfilét’er til livs.
Jeg forsøger at holde en motivationstale, men som altid føles det underligt og jeg er ikke specielt tilfreds. Jeg fokuserer på at vi skal ud og finde lidt ekstra for at vinde denne holdkamp, men mest af alt på at give frihed til at foretage sig hvad man har lyst til indtil kl. 18:00 hvor alle skal være i hallen. Mangor er ikke sen til at udnytte muligheden og smider sig på sengen – ingen grund til unødig stress bare fordi man skal spille en DM finale.
Der er stor sandsynlighed for at tre af spillerne har deres sidste fællesspisning med holdet, og jeg håber virkelig vi kan slutte med en sejr.
Nadia og jeg kører hurtigt tilbage til KB-hallen, hvor det igen lykkes at finde en P-plads tæt på.
Inde i hallen skal vores hold sidde ved bordet med sølvmedaljer. Det er ok, hvis bare vi kun skal se på dem de næste 3½ time.
Stemningen øges i takt med tilskuernes indtog i hallen. Der er et meget højt lydniveau, som yderligere forstærkes da samba orkesteret begynder at udnerholde. Nadia viser mig to ørepropper og siger ”…det her, det er erfaring!”, hvorefter jeg åbner venstre hånd og viser hende mine egne to ørepropper. Diskanten i baggrundsstøjen er så stærk, at jeg bliver vildt træt i hovedet, hvis jeg ikke kan dæmpe den lidt. Det lærer man efter 5½ time i Istora Senayan under Thomas Cup.
Endelig er vi ved at være klar til indmarch. Jeg sætter mig på en tom plads på forreste række for at følge med, og vælter straks tre ½-liters fadøl der var opstillet på stolen ved siden af. Ikke ligefrem den bedste start.
Spillerne præsenteres og den første kamp kaldes ud på tv banen. Det er mixdoublen. Jeg skal coache og får monteret en mikro-porter, en transportabel mikrofon, så tv-seerne kan høre hvad der bliver sagt i pauserne.
Så er vi i gang. Det er tæt i første sæt. De to par følges ad. På á 16 server Robert en svipserv og bliver dømt for overhåndsserv. Det er noget skidt, for det kan påvirke ham i de næste dueller, som vi da også taber, og Joachim/Britta får slået et lille hul til 16-19.
Jeg bliver irriteret – på servedommeren. Joachim Fischer server ulovligt hver gang, men bliver aldrig dømt. Han laver to bevægelser frem mod bolden, og det må man ikke.
Problemet er, at alle er vant til at se det og derfor ikke gør noget ved det. Sådan er det i forhold til flere topspillere, der server utroligt højt oppe med ketsjeren. Men de gør det konsekvent og lader sig ikke gå på af at blive dømt et par gange. Det er den eneste farbare måde hvis man vil være konkurrencedygtig på internationalt niveau.
Jeg overvejer, om jeg skal påpege situationen i pausen mellem sættene, men forkaster straks ideen, for jeg har alvorligere ting at tænke på. Vi har tabt første sæt.
Som forventet mangler Robert noget bevægelighed efter hans achilles problemer, og vi spiller mildest talt ikke særlig klog. Vi spiller præcis som Britta gerne vil ha’ det. Boldene kommer lige til hende, og hun kan let snige sig frem til nettet, og sætte angrebsmuligheder op for Joachim.
Det skal vi prøve at ændre i pausen. Jeg ville ønske polakkerne havde været på træningen i Greve et par gange, eller i det mindste havde været i flere problemer tidligere i sæsonen. Så havde vi været mere på bølgelængde hvad angår terminologien og ideerne bag deres mixspil. Det er ikke tilfældet så det handler om at få det bedste ud af det.
Andet sæt starter heller ikke for godt. Vi er lidt bagefter i pausen, hvor Robert fortæller mig, at han har vrikket om på foden, men vil prøve om han kan spille videre.
Om det er foden, der gør det, skal jeg ikke kunne sige, men vi spiller klogere og Joachim og Britta server også forholdsvis ustabilt, så lige pludselig har vi vundet 2. sæt.
Anklen har det stadig ikke godt. Robert kan ikke accelerere bagud, og det er præcis det vi har brug for. Stille og roligt trækker Joachim/Britta fra os. De har også spillet godt begge to, så det er fortjent nok. Vi har kæmpet med det vi havde, men det kommer ikke til at være nok i dag og vi indkasserer sæsonens første nederlag i mixdouble.
Hvad værre er, ser det ikke umiddelbart ud til at vi kan stille med Robert i et eventuelt golden set.
Golden set har vi stadig en chance for.
Mens mix’en har spillet, har jeg ud af øjenkrogen set Jens Kristian Leth være godt med langt hen i første sæt, men alligevel har han tabt det. Gade’s store rutine som starter i holdkampe og generelt i pressede situationer gør, at han forholdsvis enkelt har rystet Jens af sig og bragt TSS foran 1-0 i holdkampen.
Det er så blevet 2-0 efter sejren i mixdouble, men Li Wenyan har nu vundet første sæt mod Judith Meulendijks. Det er lige pludselig blevet en sindssyg vigtig kamp for os. Hvis Wenyan skulle tabe den kamp, så kan Boe/Nuller lukke kampen til 4-0 for Skælskør-Slagelse og det hele er slut inden vi rigtigt kom i gang.
Det er Jens Eriksen der sidder og coacher, da jeg har været optaget af mix’en og Nadia ikke coacher den kamp da hun til daglig er træner for dem begge på Greve Training Center.
Jeg sætter mig ned ved siden af Jenner. Wenyan er fint med og det står helt lige ved pausen. Så går det galt. Pludselig ser det ud som om alle kræfter er forsvundet. Judith trækker fra og det minder meget om golden set fra hjemmekampen i Greve.
Herredoublen er gået i gang på tv-banen og det står nogenlunde lige i første sæt.
Judith vinder 2. sæt og det ser ud som om der er udsolgt hos Wenyan. Ærgerligt, det ser ellers ud som om, vi har fået lukket hullerne, vi fandt i golden set.
Starten på 3.sæt er heller ikke god.
Jeg tænker ”hmm tjaah vi tabte 4-0, så det var altså kun på papiret, at denne finale var tæt. Vi kæmpede, med det vi havde, men det var altså ikke nok i dag.”
Paaske/ Mangor vinder første sæt! Jeg er overrasket over at Boe/ Nuller ikke er startet ud i et højere gear, men tænker at det kommer sikkert nu. Mangor har også tidligere haft en tendens til at ville presse juice ud af sit ketsjerhåndtag når det virkelig gælder, så jeg har ikke ændret min opfattelse af favoritværdigheden i den kamp.
Wenyan er nu bagud 4-11 ved sidebyttet. Jeg spørger hende om hun er træt. Hun svarer benægtende. OK, sidste chance alt på et bræt. Kraftig taktik ændring. Godt spil er ikke nok nu. Det er nødvendigt at Judith skal føle sig presset.
Hun har i sin karriere tabt alt for mange kampe fordi hun ikke er kold nok i de afgørende situationer. Dem skal vi have hende til at tænke på igen. Medicinen er en mere aggressiv stil, end den Wenyan normalt er komfortabel med.
Der er kun begrænset succes. Hun kommer lidt bedre med, for igen at se Judith trække fra. Men Judith er ikke tilpas med situationen kan man se på hende. Wenyan er på 7-13. ”To mere” siger jeg til Jenner så vinder vi. Desværre får hun kun én til 8-13.
Herredouble er nu også foran i 2. sæt. Hvad fanden sker dér? Jeg har set både Nuller men især Boe ”cracke” masser af gange hvor det gjaldt. Men jeg synes, de er blevet bedre til at tackle det, og der er jo ikke rigtig noget pres på dem. Tværtimod så kan de vinde det hele.
Nu handler det om, at Wenyan skal holde gang i kampen, indtil vi måske – kun måske – har vundet herredoublen.
Det er stadig for tidligt at glæde sig. Jeg er rimelig sikker på, at Mangor holder godt fast i ketsjeren i øjeblikket. Til gengæld er jeg også sikker på at Paaske er i sit es. Han er ganske enkelt fabelagtig til at spille mod stærk modstand.
Han vandt med Lamp i Hold-DM finalen 2008 mod Nuller/Jonas Rasmussen. De var totalt undertippede, men jeg tror ikke Nuller lavede en vinder i den kamp. I gamle dage da Paaske spillede i Hillerød sammen med Peter Rasmussen, som - uden at fornærme ham – aldrig rigtig har været begejstret over en ekstra spiller på sin banehalvdel, spillede de to fantastisk, når de var undertippede, mens Paaske ikke rigtigt kunne mobilisere den store gejst, hvis modstanderne var for dårlige. På samme måde spillede Lars fantastisk sammen med Jonas i Thomas Cup holdkampene, hvor de aldrig har tabt en kamp. Jeg håbede i dén grad det var én af de dage.
9-16 er Wenyan bagud nu. Af en eller anden grund tror jeg stadig på det. Judith ser ud som om hun er påvirket af situation. Jeg signalerer til Wenayn, at hun skal blive ved med at rykke fremad. Jeg kan ikke helt se, at hun gør det, men hun vinder point. Pludselig har hun udlignet til á 16. Fantastisk. En lille tanke spirer. Tænk nu hvis vi kunne vinde dem begge to.
Paaske/ Mangor fører 19-11. Den er hjemme. Den sætter de ikke over styr. Hvor er det vildt. Vi er med endnu - vi lever. Jeg ved ikke hvordan, men jeg ved, at jeg glæder mig til at se den kamp på video. Jeg bliver helt vildt glad på Mangor’s vegne. Nu har han endelig vundet i KB-hallen. Han har endda vundet mod den klub der skrottede ham, og mod sin gamle makker fra ungdomsårene. Hvor må det være fantastisk for ham.
19-20 Wenyan har været foran, men nu er der matchbold til Judith. Michael Kjeldsen hopper op og ned på stolen bag Judith, og er næsten ved at hoppe ind på banen. Næppe den bedste måde at berolige hende på.
Wenyan overlever. Jeg sidder fortsat og laver fagter imellem duellerne, som jeg egentlig ikke tror hun forstår, men jeg har intet bedre at give mig til, så jeg fortsætter.
Matchbold til Wenyan. Hold da kæft hvor ville det være fantastisk. Jeg kan faktisk ikke lige i øjeblikket overskue hvad det vil betyde, for jeg er fuldt optaget af at nyde situationen. Det var det her jeg savnede, i det år hvor jeg ikke var træner. Ud med ørepropperne, stemningen skal mærkes fuldt ud.
Hun misser, jeg fægter med armene, Kjeldsen hopper. De to piger skiftes til at lave vindere. Der fægtes og hoppes.
På 24-25, og matchbold til Judith, udspiller Wenyan hende med et fladt slag mod bagbanen. Linievogteren begynder helt umotiveret at trække armene ud til siden. Det kan ikke passe. Det er HEAD bolde der flosser helt vildt efter to slag, de kán ikke gå ud. Fra min favorable position, skjult bag reklameskilte på den modsatte baglinie, ser jeg klart og tydeligt bolden inde. Heldigvis skulle liniedommeren bare lige strække sig, inden han holdt hænderne op foran øjnene.
Kjeldsen er nu helt inde på banen og står med hænderne over hovedet som en anden Ghaddafi og appellerer for, at bolden er ude. Judith er faldet på knæ, men rejser sig og beder om at få tørret banen. Dommeren har dømt bolden let. Den skal spilles om. Wenyan overlever, men Judith slår tilbage og får endnu en matchbold – den brændes også.
Så er der matchbold til Wenyan igen 27-26. Man ved, at kommentatorer nu siger, eller har sagt ”…det stopper ved 29-29”. Men det gør det ikke det stopper nu! Judith lægger en krydsnetdrop i nettet. Wenyan har udlignet til 2-2 og kommer løbende og giver mig en ordentlig krammer.
Jeg ved ikke hvad der sker. Vi har udlignet. Det er fedt. Det er vildt. Vi har fuldstændig skiftet momentum. Vi er sikre på golden set. Eller rettere, jeg er overbevist om at Juhl & Chris ikke slipper den damedouble. Samtidig kan jeg mærke at jeg et eller andet sted synes det er lidt hårdt for Judith. Jeg kender hende godt, og hun er virkelig en fin pige.
Det går op for mig at vi har en chance for at vinde det her. Selvom Persson’s ryg skulle forhindre
ham i at vinde så skal vi spille golden set. Hvilken sindssyg drejning denne kamp har taget.
Kan Robert Mateusiak spille et evt. golden set med hans skadede ankel. Vi må have fat i en fysioterapeut. Jeg spørger Hans Jørn Hansen og Anne Marie Lyduch de kender nogen af Greve tilskuerne der kan tape Roberts ankel op.
Persson går i gang.
Jeg sætter mig på stolen. Usikker på hvad jeg kan forvente. HK har vundet alle sine kampe i denne sæson, men der er pres på nu. Jeg har sagt til tipstjenesten, at jeg tror kampen ender 4-2 til en af siderne. Den spiller, hvis hold der fører inden sidste kamp, har en psykologisk fordel, for han spiller for at vinde, mens den anden spiller for at undgå at tabe. Teoretisk set er det sludder da det jo er en isoleret kamp i kampen, men i virkeligheden er det ofte disse mekanismer der spiller en afgørende rolle.
Hvis Perssons ryg holder, så er der en chance. Ikke fordi jeg tror, han er i topform, men fordi jeg er ret sikker på, at HK ikke kan spille på sit bedste niveau i dag.
Jeg får ret. Joachim har ret. HK kommer slet ikke til fadet. Joachim lukker fuldstændigt af og spiller faktisk glimrende. Første sæt vindes 21-17.
I pausen er der bare en kort snak. Ryggen er blevet lidt værre. Udfald er OK, bare de er korte. Joachim har efter sin knæoperation spillet glimrende på træningen, men der har i de to holdlkampe han har spillet siden været et par perioder med udfald. Det er et udslag af manglende kamptræning. Manglende træning i at være opmærksom igennem lang tid. Efter kampen er jeg irriteret over, at jeg nævnte det, fordi det muligvis er det der tricker det, men sådan er det.
Persson spiller endnu bedre i starten af andet sæt og fører 11-5 ved opholdet. Den er IKKE hjemme endnu. Efter pausen spiller han stadig godt, men HK er blevet mere afslappet nu hvor det hele er tabt og vinder fire dueller i træk. 9-11. Spillet bliver mere forkrampet. 12-13 Persson er gået i stå, og HK er ”on a roll”. Sætte tabes stort og Persson ser træt ud.
Tendenser fortsætter i 3. sæt, mens mine tanker igen bevæger sig i retning af golden sæt. Hvad fanden gør vi. De vælger DD fra. Vi vælger – ja hvad fanden vælger vi fra. Wenyan har ondt i knæet, så vi kan ikke vælge DS. Jens Kristian Leth har været syg i ugen op til kampen, og han ser ikke ud til at ha’ troen på endnu en sejr over Gade. Så må det blive enten mix eller HD. Det bedste er altså hvis Persson lukker den i første hug.
Men det gør han ikke. Det ser mere og mere modløst og håbløst ud. 4-11 er stillingen ved sideskiftet. ”Hva’ gør jeg galt?” spørger Persson. Øh, mine tanker er sådan set bare at heppe lidt på ham og så komme i gang med at finde nogen, der kan spille golden set. ”Du slår efter enkelt vindere. Du tør ikke at spille. Hold balancen for enhver pris og slå mange gode slag i træk. Kom så.”
Med disse ord forlader jeg stolen som overtages af Jens Eriksen, mens jeg endnu engang prøver at stable et troværdigt golden set på benene. Det må blive herredouble. Jeg er ikke vild med det, men lige nu ser det ud til at være vores bedste chance.
Men ovre på TSS siden er det heller ikke let. Gade, der coacher HK, fortæller siden hen Paaske, at det er svært. ”Jeg skulle jo coache, men samtidig blev jeg nødt til at varme op. Jeg tænkte de kan sgu’ da ikke vælge mig igen, men jeg blev nødt til at være klar.”
Jeg har stillet mig ved indgangen på ”Greve langsiden”, jeg skal være fokuseret til golden set, og jeg forsøger at få herresingle kampen lidt på afstand, jeg kan alligevel ikke gøre nogen forskel lige nu.
Persson kravler. Næsten bogstaveligt. Han spiller bedre nu. Større frihed. Det er godt, det er godt. Kan kroppen holde? HK ser igen mærket ud. Der heppes helt vildt på ham, men jeg håber det er den forkerte løsning. Han holder et lille forspring til Persson der ikke helt får lukket hullet.
17-19 til HK. En forræderisk føring. Den ser stor ud, men det er den ikke. Det er nu det gælder, det er nu det hele kulminerer. Jeg ved hvor meget Persson ønsker denne sejr. 18-19. Tre små bolde og så er vi Danmarksmestre. Blive i nuet, tilbage til nuet. Kæmpechance til HK som kan tappe den ned i forhånden ved nettet. Den rammer nettet med stor fart og ruller over på Perssons side – OUT. YES, vi har ”the Inches” fra Al Pacino’s legendariske tale i filmen Any given Sunday. Jeg tænker på Phil Mickelson’s bog om hans første sejr i the Masters – One magical Sunday. Kom nu, lad bare det her blive ”Our magical Tuesday”.
HK sender et smash ud over sidelinien, skidt han ikke spiller med marginer dér men godt for os.
20-19 Unreal. Det hele koger. Jeg har en god fornemmelse nu. Jeg er 100% sikker på, at Joachim han vinder den her.
Der er ingen herresinglespiller i Danmark, der er bedre end Joachim i den her situation. Meget lige form/spillemæssigt med modstanderen, 3.sæt, vigtig kamp, tæt – Joachim tager dén.
Jeg holder en vandflaske i hånden og beslutter bare at lade den falde når han vinder.
Den er hjemme!!! HK retunerer den korte serv på kryds ind i nettet, præcis som sidste bold i første sæt, og vi er Danmarksmestre.
Jeg løber – jeg falder… jeg ville løbe ind til Joachim og de andre, men jeg får en kæmpe fiber i læggen. Det gør afsindigt ondt. Jeg ligger nede bag en reklame og forsøger at få et glimt af jubelen, mellem alle de ben der er foran mig.
Fantastisk, simpelthen den vildeste DM finale der nogensinde er spillet - tror jeg.
Efterhånden kommer folk hen og ønsker tillykke, og spørger hvad jeg laver dér nede på gulvet. Jeg har mest lyst til at sige, at jeg har tabt mine kontaktlinser.
Jeg får tape og is på læggen og humper op til TV. Bagefter ned til de ventende Guldmedaljer. Sølvet er væk nu – dejligt.
Jeg er super super glad da jeg på holdets vegne får overrakt pokalen. Den kender godt vejen ned til hulen på Lillevangsvej.
Jeg kan ikke tage med til festen i Sportscafeen på grund af min latterlige skade. Det mangler jeg virkelig, så motivationen for at vende tilbage om et års tid og snuppe pokalen igen er kæmpestor.
