KB-hallen tilbage

Jeg vil ha’ KB-hallen tilbage.... genopført....med det samme.....NU.

Når man har tabt en finale, ligegyldigt hvilken, så overvejer man naturligvis hvad der gik galt, hvad årsagen var og hvad der kunne være gjort anderledes.
Alt andet ville være tåbeligt.
Man støder på undskyldninger, fejlvurderinger, tilfældigheder og forklaringer.

En de berømte klicheer i sportens verden er den om de små marginaler, om at være dygtig nok til at få heldet på sin side. I år var det TSS der havde de små marginaler på deres side. De var nede med matchbold i semifinalen mod Skovshoved. Én bold skilte dem fra at spille om bronze, men i dag er de lykkelige for deres guldmedalje.

Om et par uger er vi også glade for vores sølv. For vores sæson har bestemt ikke været en dans på roser, men vi kæmpede, sled og slæbte, og kom med alt hvad vi havde. Tirsdag aften var det meget tæt på at være nok til at genvinde DM, men i sidste ende var vi ikke i stand til at flytte marginalerne over på vores side.

Hvad har det så med hallen at gøre ? Jo som bekendt så brændte KB hallen d 28. september 2011. Derfor var Badminton Danmark med kort varsel nødt til at kigge efter et nyt sted at afvikle DH-finalen 2012.
Valget faldt på Frederiksberg-hallen.

Rent geografisk er det en hal der ligger meget tæt på KB-hallen.

Rent oplevelsesmæssigt er der lysår til forskel.

Jeg mærkede det med det samme, da vi mødtes for at spille ind om eftermiddagen – der var ingen nerve, ingen historie, ingen badmintonsjæl i denne hal.
Det er en hangar, en lade, et værft, et kønsløst sportsområde, der kunne ligge i hvilken som helst lille flække et tilfældigt sted i Danmark.

Forbundets arrangementsafdeling og de to klubber, havde i fællesskab gjort alt hvad de kunne for at råde bod på disse mangler.
Desværre var der ingen der havde tænkt på, at det er svært at spille seværdig badminton, når væggene man spiller op imod er hvide.
Det er de i Frederiksberghallen.
Der var ingen afdækninger bag banerne, og det betød, at der var en dårlig side og en helt elendig side at spille på.
Den dårlige side ville normalt være uacceptabel, men denne dag var den bedst. Den elendige side var forværret med en hvid storskærm som ingen alligevel kunne se noget som helst på, for der var alt for lyst. Det skal gøres meget bedre næste gang.

Nåh men er det så den undskyldning du har tænkt dig at bruge? JA

Og nej.
Vi kom jo fantastisk fra start da Joachim Persson på formidabel vis besejrede H.K. Vittinghus.
Begge spillere lagde egentlig godt ud, men stille og roligt fik Persson tiltvunget sig overtaget, ved at returnere bolde som han ikke har nået i flere år. Det forøgede naturligvis presset på H.K. som var svag favorit inden kampen. Han fik dog alligevel holdt sig inde i kampen og sejren blev kun på 21-17 21-18 selvom det fra midt i første sæt stort set var Joachim der styrede kampen.

Så vidt så godt. Nu havde vi tre kampe yderligere med åbenbare vinderchancer.
Nanna tabte til Judith Meulendijks men ”went down fighting”, og Fischer/Nuller var for stor en mundfuld for Kalle/Påske. I begge kampe havde vi langt mere modspil når vi stod på den dårlige side frem for den elendige.

Wenyan og Kamilla Juhl havde startvanskeligheder mod klogt spillende Mie Schjøtt/ Britta Andersen. Startkabler to the rescue og så var andet sæt kørsel. 2-2 så er det nu det gælder. Og det er her hallen kommer i spil.

”Nåååh Jaaah men det er jo ens for begge parter, at det er svært at se noget”.

Alle jer der har sagt netop den sætning: ”..Gi jer selv et ordentlig los i R...n”.

Det er en af de dummeste udtalelser jeg kender.
Det er netop aldrig ens for begge parter. Lys/Mørke, Hurtige/Langsomme bolde Vind eller ingen vind favoriserer altid specielle færdigheder.

Hvis man ikke rigtig kan se boldene så godt, så har man mindre tid til at reagere. Det favoriserer de hurtige spillere, samt de spillere der er i stand til at styre og kontrollere duellerne.
Disse to færdigheder var vi ikke gode nok på i de sidste to kampe, og derfor kigger vi på sølvmedaljer i dag i stedet for guld.

Vi havde håbet at Nadiezda/Robert ikke var på toppen efter en lang skadesperiode, eller i det mindste havde en ordentlig omgang jetlag efter at have spillet Australian Open i sidste uge. Dette var på uforståelig vis ikke tilfældet og i stedet fik de Chris/Jones til at ligne nogen der lige var kommet hjem efter en rumvandring. Helt dominerende i den kamp var lynhurtige Robert Mateusiak der var i kredsløb om Nadiezda og alt i alt havde en sjov aften.

I anden herresingle kom det i første sæt til at se ud som om Jens-Kristian var klasser bedre end Kim Bruun. Det var desværre heller ikke tilfældet. Kim Bruun startede bare på den elendige side. D
et er min fornemmelse at det også kom lidt bag på Jens, at det blev sværere i andet sæt. Hans kropsprog var i hvert fald fuldstændig ændret på 11-11. Kropssproget blev til fejl.
Det er ikke i sig selv dårligt, for man er nødt til at satse, men udfordringen er at satse de rigtige steder. Desværre for os og Jens, så tog Kim Bruun sættet 21-16. Puh ha, nu var vi for alvor i problemer. Jens gjorde dog første del af arbejdet da han bragte sig foran 11-4 på den dårlige side.
Sideskifte. Nu er det nu.
Det er nu det gælder. Det er nu rutine og erfaring i disse situationer er afgørende. Men rutine har ikke – som mange fejlagtigt tror – noget med alder at gøre. Det har noget med læring at gøre. At vide hvad der skal ske i bestemte situationer og at turde gøre det. Jens får første point til 12-4. Næste point er det tydeligt, at han tøver. Katastrofe! Hvis der er én ting der ikke vinder, så er det tøven. Kim får snor i Jens, som dog holder en tre points føring til 15-12 med gode momenter indblandet, men desværre også med en Kim Bruun der nu øjner chancen. Spillet bølger lidt frem og tilbage. Jens tager initiativ men overplacerer en gang imellem.
Her kommer den psykologiske faktor tydeligere frem nu. Vi tabte mix’en i løbet af nul komma fem, og Jens ved nu at han spiller for at undgå at tabe DM mens Kim kan vinde guldet til TSS.

Stillingen er nu 16-17. Jens skal til at spille duellens afgørende slag da han træder forkert på højre fod og kikser slaget. 16-18. Dommeren ser det ikke og tror at Jens trækker tiden. 16-19. Det ser sort ud, men Kim var usikker da han skulle vinde andet sæt. Usikkerheden kommer igen og Jens kæmper sig fremragende tilbage på 19-19.
To dueller – kom så. Jens tager den rigtige chance og forsøger at hold net for at tiltvinge sig angrebet. Desværre bliver det for skarpt og der er nu matchbold. Den er i spil, Kim Bruun styrer duellen, udnytter sin hurtighed og tvinger til sidst Jens til at løfte upræcist og han kommer ind som en fin nummer 2 i sin kamp, og det samme gør vi i den samlede holdkamp.

Så kan vi godt pakke champagnen og guldparykkerne ned igen. Folk kan sms’e til arbejdskollegaerne, at de alligevel kommer i morgen og vi kan mærke, at det er tungt at blive nummer 2.
Samtidig går en udviklingsproces i gang. Nemlig overvejelserne om hvordan vi skal gøre det bedre næste gang, og hvilke positive ting vi trods alt kan tage med videre.

Alt i alt så har vi haft en sæson med mange skader og afbud. I januar havde jeg rigeligt solgt den for en finaleplads, ja bare en medalje, men når man har muligheden så vil man naturligvis gerne vinde.