Total kinesisk dominans i Japan

Kinserne dominerer Japan Super Serie. 8 ud af 10 finalepladser er gået til Kina, og de eneste der ser ud til at kunne matche kinesernes niveau er Malaysia.

Det blev til klare nederlag til de tre danske deltagere i kvartfinalerne, og det var okay. Modstanderne var ganske enkelt klart bedre.

Lin Dan fortsatte sin VM-revanche og cruisede let forbi Peter Gade. Det samme gjorde Wang Xin, selv om Tine Baun samlede lidt flere points end i sidste uge.
Heller ikke Joachim Fischer/ Christinna Pedersen kunne stille noget op mod den kinesiske damptromle der kørte resten af verden over.

Læs mere på GloBadX.com

Danmark opgiver to herredoubler til OL

Det er for mig at se den eneste måde at tolke sammensætningen af de nye herredouble-konstellationer som blev præsenteret fredag.

Det har været klart siden Lars Paaske proklamerede, at VM blev hans sidste internationale turnering, at Jonas Rasmussen skulle udstyres med en ny makker. Hvad der derimod langt fra har været klart – i hvert fald for udenforstående, som jeg betragter mig selv som – er hvem denne makker skulle være.

I sådan en rokade skal man jo finde ud af hvor mange spillere der skal være med i den, og der ligger mange hints om implicitte satsninger og prioriteringer i det resultat der kommer ud af overvejelserne.
Helt naturligt fortsætter Mathias Boe/ Carsten Mogensen deres samarbejde, som p.t. er Danmarks bedste medaljebud i herredouble.
Ligeledes har det ligget i kortene, at Rasmus Bonde på en eller anden måde skulle genindtræde i herredouble efter hans hidtidige makker Simon Mollyhus ikke længere er blandt de spillere der satses på.
Det faktum tror jeg har haft en væsentlig indflydelse på hvilke konstellationer man er endt op med.

Mads Conrad/ Mads Kolding er blevet omfattet af rokaden præcis som Anders Kristiansen/ Kasper Henriksen.
Mads & Mads har i virkeligheden gjort det ganske fint på europæisk niveau med sejre i Dutch, Czech, Irish og Scottish Open, og tiden er måske moden til at de prøver kræfter på et lidt højere niveau.
De har i den forgangne sæson har været inde i turneringen i tre Super Serier, men har på den scene ikke helt formået at gøre væsen af sig. På den baggrund kan der være logik i at parre dem med mere erfarne makkere, selvom det forekommer rimeligt at diskutere hvorvidt Kasper Henriksen kan betegnes som meget mere erfaren end dobbelt-Mads.

Alternativet til at skille dem ad er så vidt jeg kan se, at parre Jonas Rasmussen med Rasmus Bonde.
Fordelene ved en sådan konstellation skulle være Bonde’s hurtighed og bevægelighed, samtidig med at han kan spille fladt spil.
Ulempen kunne være at konstellationen kunne komme til at mangle overblik og ikke mindst ro. Man ville risikere at havne i en slags ”bums eller greve” (et fantastisk udtryk i øvrigt :-) ) hvor snedige konstellationer ville have ganske let ved at udmanøvrere dem, mens de til andre tider ville kunne levere store resultater mod mere etablerede par.

Den for mig mest logiske makker til Jonas i den øjeblikkelige situation er Anders Kristiansen.
Det er den mere kortsigtede løsning, da begge spillere har det meste af deres ungdom bag sig, men samtidig også i mine øjne den mest konkurrencedygtige. Med Jonas og Anders ville man have et par med erfaring, hvor begge spille er vant til at spille Super Serier. Anders ville med sin personlighed kunne bakke Jonas godt op, og det er ikke umuligt at parret på sine gode dage ville kunne yde god modstand til Boe & Nuller.
Samtidig er det – igen i mine øjne – den eneste konstellation bortset fra Boe/Nuller, der har en realistisk chance for at spille sig blandt de otte bedste på verdensranglisten og dermed kvalificere sig til OL som Danmarks andet par.

Når man har valgt at prioritere anderledes kan det snildt skyldes en overvejelse om hvorvidt Jonas/Anders rent faktisk ville være medalje kandidater. Det må man, måske med rette, have vurderet at de ikke ville være og derfor prioriteret at få yngre kræfter i spil. Samtidig undgår man også at stå med to halve par bestående af de tidligere makkere Henriksen/Bonde som det nok ville være overordentligt vanskeligt at gendanne som par.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge udviklingen i parrene og deres spillekoncepter, og en ting er helt sikkert, der bliver kamp internt på træningen og til turneringerne for at positionere sig som nummer to i Danmark.
Problemet der er forbundet med denne konkurrence er, at vi meget let kommer til at konkurrere mod os selv i stedet for mod de andre lande, og at det måske i længden er knap så motiverende en situation for Jonas Rasmussen og specielt Anders Kristiansen.

Jamen kan de så ikke gå efter at komme til OL med deres unge makkere? Det skulle glæde mig meget hvis det lykkedes, men jeg tror simpelthen ikke det er muligt med mindre Bonde eller Conrad virkelig laver et kvantespring.
For at få to par med til OL skal begge par ligge i top 8. Det er ikke let. Faktisk lykkedes det ikke i 2008 at få to par blandt de 8 bedste – dermed ikke sagt det ikke kan lade sig gøre, men det siger noget om sværhedsgraden.
De bedste nationer som Korea, Kina, Taiwan, Japan har i et stykke tid været klar med de par der skal dyste i OL-kvalen fra maj måned af. Malaysia og Indonesien hænger stadig lidt i bremsen i forhold til at finde noget slagkraftigt, men er begge i besiddelse af ét absolut toppar præcis som Danmark.

Så der er altså mange konkurrenter, der har fået et lille forspring. Læg dertil at der ikke gives ved dørene i OL sæsonen i form af halvtyndt besatte turneringer, så tegner der sig et billlede af en kæmpeudfordring for de nye konstellationer. Jeg synes chancen for at løse den udfording i øjeblikket ser ganske lille ud, hvilket får mig til at konkludere at Danmark har opgivet at få to par med til OL i London.