De olympiske lege er nu veloverstået. Der har været tid for de danske badmintondeltagere til at holde lidt ferie, men alllerede mandag den 3 september er der sæsonstart i Badmintonligaen, hvor hovedparten af de danske deltagere plus flere af de bedste europæere kan opleves.
Profiler i ligaen
Forud for sidste sæson var der mange der talte om, at ligaen manglede profiler. Peter Gade stoppede i Team Skælskør-Slagelse (TSS), de bedste englændere var ikke længere så gode og havde forladt ligaen og stortalentet og daværende ungdomsverdensmester Viktor Axelsen rykkede ned sammen med Odense. Samtidig lykkedes det ikke for Mathias Boe at nå til enighed med hverken TSS eller andre ligaklubber så han vendte hjem også hjem til barndomsklubben Odense som ligeledes fik tilgang af double-talentet Mads Conrad. Alt for mange gode spillere endte således udenfor ligaen.
Nu er de allesammen tilbage, bortset fra Peter Gade.
Axelsen og Boe sammen med Odense og Mads Conrad hos fremstormende Skovshoved (SIF). Boe endda i selskab med en flot Olympisk sølvmedalje.
Og der er masser af andre medaljevindere. Carsten Mogensen har en sølv magen til Boe's, og Joachim Fischer og Christinna Pedersen er OL bronzevindere.
Selvfølgelig spillede de også i ligaen i sidste sæson, men der er ingen tvivl om at folks opfattelse af dem har ændret sig hen over sommeren. De fire er nu medlemmer af den yderst eksklusive klub af danske OL medaljevindere som kun tæller yderlige fem spillere, nemlig Thomas Stuer, Poul Erik Høyer, Camilla Martin, Jens Eriksen og Mette Schjoldager.
Stor spænding
Det er muligt at Greve møder TSS i finalen igen i år, men sandsynligheden for det sker er blevet væsentig formindsket i forhold til de to seneste sæsoner.
På papiret tegner det i mine øjne til den mest spændende liga i mange år, ja måske endda siden man gik over til at spille bedst af 6 kampe.
4 hold har helt realistiske muligheder for at vinde Danmarksmesterskabet i år, og derudover er der yderligere 4 hold der har en medaljemulighed.
Det eneste der ser ud til at være bred enighed om i badmintonkredse er at Lillerød er favorit til at slutte sidst.
Foråret er målet
Turneringsformen er skruet således sammen at der i efteråret spilles et grundspil på 9 kampe alle mod alle.
Herefter spilles et mellemspil hvor de 4 bedste hold(Pulje A) møder hinanden een gang på modsat bane i forhold til grundspillet. De to bedste fra denne pulje går direkte i semifinalerne og vinder samtidig retten til hjemmebane i disse opgør. De to klubber der slutter på 3. og 4. pladsen spiller kvartfinale på hjemmebane.
De hold der slutter grundspillet på placeringerne 5.- 8. møder ligeledes hinanden i et mellemspil (Pulje B) hvor nr. 1 i pulje B møder nr. 4 fra pulje A i kvartfinalen og nr. 2 i pulje B møder nr. 3 i pulje A.
Finalen spilles i April måned på neutral bane.
Det betyder at alle klubberne forsøger at toppe formen efter nytår, hvor det specielt er vigtigt at have alle spillere til rådighed når man når frem til knald eller fald kampene hvor alt kan ske. Det så man specielt i sidste sæson hvor Skoveshoved, der sluttede som nr. 5 i grundspillet, blot var en sølle bold fra at nå i finalen om DM. Ligeledes vandt oprykkerne fra AB Århus bronze selvom de sluttede grundspillet på en 6. plads.
Team Skælskør-Slagelse (TSS) – Træner: Michael Kjeldsen
Holdet fra sydvestsjælland er forsvarende guldvindere fra sidste sæson, hvor det efter en gyserfinale blev til 4-2 sejr over Greve.
I sommerpausen har holdet måttet sige farvel til Carsten Mogensen, der er flyttet til Skovshoved samt Judith Meulendijks der er vendt hjem til Holland. Umiddelbart en kraftig svækkelse, men TSS har hentet afløsere i form af Anders Skaarup Rasmussen (fra Team Århus), Li Wenyan (fra Greve) og Kristian Midtgaard. Sidstnævnte skal ses som gardering for H.K. Vittinghus og Kim Bruun i herresinglerne mens Li og Skaarup forventes at gå direkte ind på holdet.
Forventet opstilling:
Mix: Robert Mateusiak/ Nadiezda Zieba
DD: Britta Andersen/ Mie Schjøtt
HD: Joachim Fischer/ Anders Skaarup
DS: Li Wenyan
1.HS: H.K. Vittinghus
2.HS: Kim Bruun
Reserver: Mette Poulsen, Kristian Midtgaard
TSS må også i år forventes at spille med om titel og medaljer. Holdet er stadig ganske godt besat på alle pladser, og har i Mette Poulsen en meget kvalificeret reserve. Måske vil hun endda kunne blive foretrukket i DD frem for enten Schjøtt eller Andersen.
I mixdouble spillede de polske veteraner bedst da det gjaldt i DM-finalen, og vandt senere Europamesterskabet for første gang. Parret har dog ofte været plaget skader, og det samme er tilfældet med Joachim Fischer i HD, som i Anders Skaarup har fået en talentfuld makker, men der er trods alt et godt stykke vej til Carsten Mogensens niveau.
Herresinglerne er vel holdets achilleshæl, eller i hvertfald der hvor der er gode muligheder for at snuppe en kamp eller to for modstanderne. Ligeledes er styrken i et evt golden sæt faldet en smule.
Tip: 1-4
Læs videre her
torsdag den 30. august 2012
torsdag den 9. august 2012
Skandalen
OL i badminton blev som bekendt ramt af en kæmpeskandale da otte kvindelige badmintonspillere blev diskvalificeret i det indledende gruppespil i damedouble. De otte spillere, der allerede havde kvalificeret sig til kvartfinalerne, forsøgte med vilje at tabe deres sidste kamp i gruppe spillet for på den måde at sikre sig en optimal placering i kvartfinalernes knockout runde.
Hvordan kunne det ske? Hvis skyld var det? Og hvad kan der gøres for at forhindre en gentagelse.
Baggrunden
Vi skal mere end ti år tilbage i historien for at finde baggrunden for denne skandale.
Igennem mange år har det været kendt i badmintonmiljøet, at Korea og specielt Kina gjorde alt for at sikre resultater der først og fremmest var i nationens interesse. Det vil sige at man ikke spillede til hvis to spillere/par fra samme nation mødte hinanden, og man sørgede for, at den/de der havde bedst chance for at klare sig godt i resten af turneringen gik videre.
Denne usportslige optræden er ofte blevet præsenteret for BWF officials af de øvrige landes spillere, trænere og officials. Den typiske reaktion fra BWF var at tage oplysningerne ad notam og ellers intet synligt foretage sig.
Et eksempel på denne usportslige optræden er fra VM i 1997, hvor to mixdoubler fra Korea mødtes, men hvor spillet aldrig rigtig havde karakter af kamp.
Den legendariske reporter på DR Frank With udtalte (eller gentog) de berømte ord ...."Det er en skandale, det er en skandale!"
Når fra tid til anden BWF virkelig satte sig for at vise muskler, skete det ved at idømme de formastelige bøder af en størrelse der var til at dø af grin over.
Ved et andet tilfælde, de årlige Grand Prix finaler, lod en kinesisk damedouble sig tabe med vilje hvorefter de fik en bøde på 1000$. Men de indonesere det gik udover mistede over 10 gange så meget i indtjening som følge af snyderiet.
I 2003 ved VM i Birmingham udtalte Lin Dan sig kritisk om fremgangsmåden i den kinesiske lejr, da han blev tvunget til at lade sig tabe i tredje runde til en landsmand efter at have tabt første sæt. Xia Xuanze som landsmanden hed, blev verdensmester ved den lejlighed og er i dag træner for Lin Dan.
Efter OL i 2004 indrømmede den kinesiske sportschef Li Yongbo, at han havde bestemt hvem der skulle videre fra et rent kinesisk semifinaleopgør i damesingle. Det skulle Zhang Ning, for hun havde efter Yongbos mening bedre chance for at vinde finalen over hollandsk-indonesiske Mia Audina, hvilket hun også gjorde.
Zhang Ning vandt yderligere en guldmedalje i Beijing, og er idag træner for de kinesiske damesingler.
Efter disse indrømmelser fik Li Yongbo og det kinesiske forbund så vidt vides en bøde, endnu engang af en helt latterlig størrelse, specielt i sammenligning med de 10.000 dollars Michael Søgaard og Thomas Stuer fik i starten af 1996 for at fornærme en inkompetent official ved Hong Ta Shan Cup i december 1995.
I 2008 hang Chen Jin lidt i bremsen med hensyn til at kvalificere sig til OL på hjemmebane i Beijing, og samtidig få en god seedning. Heldigvis lykkedes det for Chen Jin at besejre Lin Dan i All England finalen, og senere i semifianlen i de asiatiske mesterskber og dermed kvalificere sig til OL. Her sagde han så tak for hjælpen ved ikke at sprælle nævneværdigt i semifinalen mod Lin Dan.
For nogle år siden indførte BWf så regler, der skulle beskytte badminton imod denne form for manipulation. Man pålagde spillerne til hver en tid at gøre deres bedste, når de var i kamp.
Kineserne tog straks konsekvensen af dette. De undlod simpelthen bare at gå i kamp. Internetsitet Badzine.net har opgjort, at i løbet af det sidste år er 20 % af de rene kinesiske opgør enten ikke startet, eller ikke spillet til ende, fordi den ene part har trukket sig fra kampen. Efterfølgende skal man så fremvise en lægeerklæring på at skaden/sygdommen var reel.
At det ikke kun er kineserne der udnytter de mangelfulde regler i BWF, viste Koreas mandlige landshold ved Thomas Cup i 2008.
Efter at have tabt en afgørende puljekamp mod Malaysia, så valgte koreanerne også at lade sig tabe til England. På den måde kom de til at møde Danmark i kvartfinalen i stedet for storfavoritterne fra Kina. Måden de gjorde det på var ved at stille med singlespillere i doublerne og doublespillere i singlerne.
Holdopstillingen var:
1.HS: Hong Ji Hoon vs Andrew Smith
2.HS: Lee Jae Jin vs Rajiv Ouseph
3.HS: Hwang Ji Man vs Nathan Rice
1.HD: Lee Yong Dae/Shon Seung Mo vs Robert Adcock/ Robin Middleton
2.HD: Park Sung Hwan/ Lee Hyun IL vs Chris Langridge/ Chris Adcock.
Englænderne, ja de jublede over, at de havde kvalificeret sig direkte til kvartfinalerne.
Turneringssystemet man brugte på daværende tidspunkt, var det samme som doublerne konkurrerede under her ved OL i London.
Det var altså puljespil med flere lande ( alle faktisk) der gik videre fra gruppen til den afgørende knock-out runde, og det var på forhånd besluttet hvem man ville komme til at møde afhængigt af slutplaceringen i gruppen.
Efter denne oplevelse med lovlig men usportslig optræden, ændrede BWF reglerne så der nu først trækkes lod til knock-out runden når gruppespillet er afsluttet.
Det hjalp jo bare ikke Danmark som tabte kvartfinalen 2-3.
Derfor forekommer det mærkeligt, for ikke at sige tåbeligt, at BWF vælger at bruge et system til OL, som man selv allerede en gang tidligere har forkastet.
Alle disse historiske hændelser, hvor spillere, ledere og andre med indsigt i badminton ved, at systemet er blevet udnyttet uden en efterfølgende alvorlig straf eller regelændring har naturligvis medført en ubredt skepsis til BWF's evne, eller mangel på samme, til at skride effektivt ind overfor denne manipulation på grænsen af reglementet. Det er vigtigt at have dette med i betragtningen når man skal bedømme de enkelte atleter og træneres handlinger under OL i London.
Derfor ville de tabe
Kina har traditionelt domineret damedouble ved OL, med en kun en smule modstand fra deres koreanske konkurrenter.
Det lå også i kortene at dette ville blive tilfældet i London. Topseedet i gruppe A var de nærmest uslåelige kinesere Wang Xiaoli/ Yu Yang. Parret har i hele karrieren kun har tabt én gang til et ikke kinesisk par, nemlig de tredje-seedede koreanere Ha Jung Eun/ Kim Min Jung.
Det andet kinesiske par Zhao Yunlei/ Qing Tian var seedet som nummer to.
Skulle begge par vinde deres puljer ville de således først kunne møde hinanden i en eventuel – og sandsynlig – finale.
De vigtige par og lodtrækningen:
Gruppe A:
Wang Xiaoli/Yu Yang, CHN1 (*1)
Kim Ha Na/ Kyung Eun Jung, KOR2
Gruppe B:
Fujii Mizuki/ Reika Kakiiwa, JPN1 (*3-4)
Cheng Wen Hsing/ Chien Yu Chen, TPE1
Gutta P. Jwala/ Ashwinni Poonnappa, IND1
Gruppe C:
Ha Jung Eun/ Kim Min Jung, KOR 1 (*3-4)
Polii Greysia/ Meiliana Jauhari, INA1
Gruppe D:
Zhao Yunlei/ Qing Tian, CHN2 (*2)
Kamilla Juhl/ Christinna Pedersen, DEN1
Knockout stage:
A1 vs C2
B1 vs D2
C1 vs A2
D1 vs B2
I sidste runde af gruppespillet står det, efter en kamp i morgensessionen fra 08.30 – 11.00, fast at Kamilla Juhl/ Christinna Pedersen slutter som vinder af gruppe D efter en flot sejr over de kinesiske medaljefavoritter Zhao/ Qing, der meget overraskende selv slutter som nummer 2.
Det betyder at Zhao/Qing nu står til at møde vinderen af Gruppe A i semifinalen, og denne vinder bliver efter al sandsynlighed Wang Xiaoli/ Yu Yang.
(Wang/Yu) vs C2
B1 vs Zhao/Qing
C1 vs A2
Juhl/Pedersen vs B2
Hvad tænker de enkelte lande mon nu om dette scenarie?
Kina: ”Det er noget rigtigt skidt, der smuttede lige en sølvmedalje. Wang/Yu skal nok vinde det hele alligevel. Hvis nu de smider sig i sidste gruppekamp, så lander de på A2 og så kan vi stadig få Guld og Sølv.”
Korea: ”Perfekt, hvis alt går efter planen så mødes vores to par som C1 og A2 i kvarten og har så Danmark eller et andet par i den formodentlig letteste semifinale.
Men hvis Kina smider sig så er det noget rigtig skidt for så taber vores bedste par med 90% sandsynlighed allerede i kvarten.”
Taiwan: ”Vi skal vinde vores kamp mod Japan for ellers er det Indien’s par der går videre på vores bekostning.”
Japan: ” Nu er det altså ikke så godt for os at vinde gruppen, for så skal vi møde Kina i kvarten. Hvis nu vi bliver nummer 2 så skal vi møde Danmark, og hvis de andre spiller til, så slipper vi for kinesere helt frem til finalen. Hvis vi smider os i to sæt så bliver vi præcis nummer 2.”
Indien: ” Bare ikke japanerne smider sig for at blive nummer 2, for så er vi ude af turneringen. Japan skal vinde for at vi kan gå videre, og så vil vi faktisk ikke stå så tosset endda.
Danmark: ”Fedt at vi kom videre, bare nu ikke kineserne smider sig så de kommer ned til os.”
Indonesien: ” Gad vide om Kina smider sig? Hvis de gør det så skal vi faktisk også helst tabe for ellers møder vi dem i kvarten og så er vi færdige. Hvis Kina vinder så skal vi også vinde.”
”Kampen” mellem Wang Xiaoli/ Yu Yang og Ha Na Kim/Kyung Eun Jung spilles nu færdig som den farce vi kender. Referee er på banen og advarer men foretager sig ikke yderligere.
Senere om eftermiddagen taber Japan i to sæt til Taiwan, og Indien er dermed ude af OL.
Vi tager en ny rundtur til de enkelte lande:
Kina: ”Sådan! Så er den klaret. Yongbo rules again. Så skulle guld og sølv gerne være hjemme. BWF var som vanlig inde og puste sig op, men lagde sig som ventet ned igen”
Danmark: ”F… de gjorde det sgu’. Utroligt. Skandaløst. Vi havde jo sagt det til BWF.”
Taiwan: ”YES”
Japan: ”YES” Bare ærgerligt at Kina også smed sig.
Indien: ”ØV” Præcis som vi frygtede.
Korea: ”Øv, de smed sig sgu’. Og vi var også dårligere til at smide os end dem. Og træner Moon Soo Kim havde endda opfordret dommeren til at gribe ind. Nå men så er der ikke andet for end at Ha Jung Eun/ Kim Min Jung de også må smide sig. Det er jo OL, og vi kan ikke bare stå og kigge på, at Yongbo endnu engang tager røven på os.”
Indonesien: ”Hrrmpf, Kina styrer hele lortet. Nå så er der ikke andet for end at vi må smide os mod koreanerne. Det er jo OL, og vi kan ikke bare stå og kigge på, at Yongbo endnu engang tager røven på os.”
Derefter er det indonesiske par og Koreas bedste par involveret i endnu en kamp hvor begge par prøver at tabe. Og endnu en gang kikser det for koreanerne, efter Referee endnu engang har været på banen med Det Sorte Kort – der betyder diskvalifikation – for derefter at lade farcen fortsætte.
Efterspillet
Allerede under den første kamp, begyndte publikum at bue og huje af spillerne. Skandalen var en realitet.
Spørgsmålet var så hvad BWF ville gøre. De bebudede en undersøgelse, og jeg tror de fleste iagttagere tænkte, at det her skrider frem helt som det plejer.
Det gjorde det bare ikke. BWF brugte endelig sine vedtægter og diskvalificerede samtlige otte spillere involveret i farce-kampene.
Indien protesterede også mod Japans engagement i kampen mod Taiwan, men her fandt BWF ingen uregelmæssigheder.
Jeg tror personligt, uden at have set kampen, at japaneserne smed sig.
Korea og Indonesien appellerede efterfølgende kendelsen. Denne appel blev afvist.
Alle pinger og kommentatorer udtalte samstemmende at det var den rigtige beslutning, og den eneste mulige beslutning. De fleste var ligeledes om ikke chokerede, så overraskede over den pludselige indgriben fra BWF’s side
BWF prøvede at redde hvad der reddes kunne og sagde, at denne misere ikke skulle overskygge den fantastiske badmintonturnering som var i gang. Og så sagde BWF – gennem munden på Thomas Lund – gudhjælpemig også at gruppespils-systemet havde været en bragende succes.
Dét var måske lige at stramme den en tand for meget.
BWF var ikke som sådan villig til selv at påtage sig nogen skyld for hændelsesforløbet. Om dette var af politisk taktiske hensyn skal jeg lade være usagt, men for mig hersker der ingen tvivl om at BWF må påtage sig en meget stor del af skylden for denne skandale. Forhåbentlig kommer vi til at se regelændringer og tilpasninger i den meget nære fremtid, som gør det vanskeligere at manipulere med udfaldet af badmintonkampe.
For mig er der dog ingen tvivl om at når BWF diskuterer denne skandale bag lukkede døre, så må de påtage sig en meget stor del af skylden.
Først og fremmest må de tage skylden for at (gen)indføre et spilleformat som de selv forkastede efter Thomas Cup 2008. Jeg har set masser af både atleter og trænere, der med det samme fastslog at dette format muliggjorde manipulation. Jeg kender ikke baggrunden for beslutningen, udover at man ønskede at der skulle spilles flere kampe i badmintonturneringen.
Jeg er heller ikke klar over om formatet har været diskuteret med den internationale spillerforening, men en ting er sikkert, beslutningen om at spille doublerækkerne i puljer af fire par med en forudbestemt placering i knockout runden var katastrofal.
Når man så nu en gang havde valgt dette system, så burde man – som så mange andre gjorde – have forudset – og forberedt sig på - den situation, der opstod da Kamilla Juhl/Christinna Pedersen vandt deres pulje, og det blev fordelagtigt for kineserne at tabe kampen.
På dette tidspunkt kunne man passende have henvendt sig til de kinesiske og koreanske teammanagere, og gjort dem opmærksom på at man ville slå hårdt ned på forsøg på manipulation.
Ligeledes burde man sætte sin bedste og skarpeste dommer til at lede denne kamp, og samtidig briefe denne person om mulige scenarier. Intet af dette skete efter mine oplysninger.
Da den første kamp så gik i gang, kunne man meget hurtigt forvisse sig om, at det ikke var det sædvanlige niveau kampen blev spillet på. Det burde fra dommerens side have medført et gult kort som advarsel. I tilfælde af gentagelsestilfælde dernæst det røde kort som medfører tab af ét point. I yderligere gentagelsestilfælde tilkaldes Referee som så kan skride til diskvalifikation af det relevante par. På denne måde var kineserne formentlig blevet diskvalificeret, og den anden kamp mellem Korea og Indonesien kunne være afviklet som normalt.
Det ville helt givet have ført til alvorlige protester fra Yongbo’s side, men med det foreliggende videomateriale havde han næppe haft mange chancer.
På et tidspunkt går Referee på banen og taler til de to par på engelsk, hvorefter han slutter af med et par Grethe Sønck-fakter fra ”Gæt og grimasser” og siger ”…do you understand?” Det er der ifølge fjernsynsbillederne ingen af spillerne, der svarer bekræftende på, og det forekommer rimeligt at antage, at de ikke har fattet noget som helst.
Referee burde i situationen have tilkaldt teammanagerne og forklaret dem eller deres tolke situationens alvor.
Derefter fortsætter spillerne deres parodi på badminton, og BWF foretager sig stadig intet.
Det der gør, at situationen udvikler sig som den gør, er den specielle situation at begge par ønsker at tabe. Havde koreanerne ønsket at vinde, så var det formentlig bare blevet udlagt som en stor sensation, undtagen for dem der vidste bedre.
Derfor kan BWF ikke fortsætte med grupper af fire og forudbestemt knockout placering.
Fremtiden
For fremtiden må det være således at man spiller i grupper af tre, hvor kun vinderne går videre. Så kan man for min skyld godt have en forudbestemt placering i knockout runden. Alternativt skal man – som i Thomas/Uber cup – først trække lod til knockout runden når gruppespillet er færdigt, men det rummer stadig mange ulemper.
Mht. at trække sig mod landsmænd i turneringer, så kunne en løsning være at gøre det påkrævet at denne turnering skulle tælle til den enkeltes verdensranglisteplacering. Det bliver således ikke bare de ti bedste turneringer, men de ni bedste plus den hvor man har trukket sig. På den måde er det ikke totalt gratis at trække sig.
En ting er i hvert fald helt sikkert. Man er nødt til at lovgive så godt som muligt for at komme disse usportsligheder til livs. Man kan ikke bare overlade det til spillere og træneres moral, det tror jeg Gutta Jwala/ Ashwini Poonnappa er enig med mig i.
Hvordan kunne det ske? Hvis skyld var det? Og hvad kan der gøres for at forhindre en gentagelse.
Baggrunden
Vi skal mere end ti år tilbage i historien for at finde baggrunden for denne skandale.
Igennem mange år har det været kendt i badmintonmiljøet, at Korea og specielt Kina gjorde alt for at sikre resultater der først og fremmest var i nationens interesse. Det vil sige at man ikke spillede til hvis to spillere/par fra samme nation mødte hinanden, og man sørgede for, at den/de der havde bedst chance for at klare sig godt i resten af turneringen gik videre.
Denne usportslige optræden er ofte blevet præsenteret for BWF officials af de øvrige landes spillere, trænere og officials. Den typiske reaktion fra BWF var at tage oplysningerne ad notam og ellers intet synligt foretage sig.
Et eksempel på denne usportslige optræden er fra VM i 1997, hvor to mixdoubler fra Korea mødtes, men hvor spillet aldrig rigtig havde karakter af kamp.
Den legendariske reporter på DR Frank With udtalte (eller gentog) de berømte ord ...."Det er en skandale, det er en skandale!"
Når fra tid til anden BWF virkelig satte sig for at vise muskler, skete det ved at idømme de formastelige bøder af en størrelse der var til at dø af grin over.
Ved et andet tilfælde, de årlige Grand Prix finaler, lod en kinesisk damedouble sig tabe med vilje hvorefter de fik en bøde på 1000$. Men de indonesere det gik udover mistede over 10 gange så meget i indtjening som følge af snyderiet.
I 2003 ved VM i Birmingham udtalte Lin Dan sig kritisk om fremgangsmåden i den kinesiske lejr, da han blev tvunget til at lade sig tabe i tredje runde til en landsmand efter at have tabt første sæt. Xia Xuanze som landsmanden hed, blev verdensmester ved den lejlighed og er i dag træner for Lin Dan.
Efter OL i 2004 indrømmede den kinesiske sportschef Li Yongbo, at han havde bestemt hvem der skulle videre fra et rent kinesisk semifinaleopgør i damesingle. Det skulle Zhang Ning, for hun havde efter Yongbos mening bedre chance for at vinde finalen over hollandsk-indonesiske Mia Audina, hvilket hun også gjorde.
Zhang Ning vandt yderligere en guldmedalje i Beijing, og er idag træner for de kinesiske damesingler.
Efter disse indrømmelser fik Li Yongbo og det kinesiske forbund så vidt vides en bøde, endnu engang af en helt latterlig størrelse, specielt i sammenligning med de 10.000 dollars Michael Søgaard og Thomas Stuer fik i starten af 1996 for at fornærme en inkompetent official ved Hong Ta Shan Cup i december 1995.
I 2008 hang Chen Jin lidt i bremsen med hensyn til at kvalificere sig til OL på hjemmebane i Beijing, og samtidig få en god seedning. Heldigvis lykkedes det for Chen Jin at besejre Lin Dan i All England finalen, og senere i semifianlen i de asiatiske mesterskber og dermed kvalificere sig til OL. Her sagde han så tak for hjælpen ved ikke at sprælle nævneværdigt i semifinalen mod Lin Dan.
For nogle år siden indførte BWf så regler, der skulle beskytte badminton imod denne form for manipulation. Man pålagde spillerne til hver en tid at gøre deres bedste, når de var i kamp.
Kineserne tog straks konsekvensen af dette. De undlod simpelthen bare at gå i kamp. Internetsitet Badzine.net har opgjort, at i løbet af det sidste år er 20 % af de rene kinesiske opgør enten ikke startet, eller ikke spillet til ende, fordi den ene part har trukket sig fra kampen. Efterfølgende skal man så fremvise en lægeerklæring på at skaden/sygdommen var reel.
At det ikke kun er kineserne der udnytter de mangelfulde regler i BWF, viste Koreas mandlige landshold ved Thomas Cup i 2008.
Efter at have tabt en afgørende puljekamp mod Malaysia, så valgte koreanerne også at lade sig tabe til England. På den måde kom de til at møde Danmark i kvartfinalen i stedet for storfavoritterne fra Kina. Måden de gjorde det på var ved at stille med singlespillere i doublerne og doublespillere i singlerne.
Holdopstillingen var:
1.HS: Hong Ji Hoon vs Andrew Smith
2.HS: Lee Jae Jin vs Rajiv Ouseph
3.HS: Hwang Ji Man vs Nathan Rice
1.HD: Lee Yong Dae/Shon Seung Mo vs Robert Adcock/ Robin Middleton
2.HD: Park Sung Hwan/ Lee Hyun IL vs Chris Langridge/ Chris Adcock.
Englænderne, ja de jublede over, at de havde kvalificeret sig direkte til kvartfinalerne.
Turneringssystemet man brugte på daværende tidspunkt, var det samme som doublerne konkurrerede under her ved OL i London.
Det var altså puljespil med flere lande ( alle faktisk) der gik videre fra gruppen til den afgørende knock-out runde, og det var på forhånd besluttet hvem man ville komme til at møde afhængigt af slutplaceringen i gruppen.
Efter denne oplevelse med lovlig men usportslig optræden, ændrede BWF reglerne så der nu først trækkes lod til knock-out runden når gruppespillet er afsluttet.
Det hjalp jo bare ikke Danmark som tabte kvartfinalen 2-3.
Derfor forekommer det mærkeligt, for ikke at sige tåbeligt, at BWF vælger at bruge et system til OL, som man selv allerede en gang tidligere har forkastet.
Alle disse historiske hændelser, hvor spillere, ledere og andre med indsigt i badminton ved, at systemet er blevet udnyttet uden en efterfølgende alvorlig straf eller regelændring har naturligvis medført en ubredt skepsis til BWF's evne, eller mangel på samme, til at skride effektivt ind overfor denne manipulation på grænsen af reglementet. Det er vigtigt at have dette med i betragtningen når man skal bedømme de enkelte atleter og træneres handlinger under OL i London.
Derfor ville de tabe
Kina har traditionelt domineret damedouble ved OL, med en kun en smule modstand fra deres koreanske konkurrenter.
Det lå også i kortene at dette ville blive tilfældet i London. Topseedet i gruppe A var de nærmest uslåelige kinesere Wang Xiaoli/ Yu Yang. Parret har i hele karrieren kun har tabt én gang til et ikke kinesisk par, nemlig de tredje-seedede koreanere Ha Jung Eun/ Kim Min Jung.
Det andet kinesiske par Zhao Yunlei/ Qing Tian var seedet som nummer to.
Skulle begge par vinde deres puljer ville de således først kunne møde hinanden i en eventuel – og sandsynlig – finale.
De vigtige par og lodtrækningen:
Gruppe A:
Wang Xiaoli/Yu Yang, CHN1 (*1)
Kim Ha Na/ Kyung Eun Jung, KOR2
Gruppe B:
Fujii Mizuki/ Reika Kakiiwa, JPN1 (*3-4)
Cheng Wen Hsing/ Chien Yu Chen, TPE1
Gutta P. Jwala/ Ashwinni Poonnappa, IND1
Gruppe C:
Ha Jung Eun/ Kim Min Jung, KOR 1 (*3-4)
Polii Greysia/ Meiliana Jauhari, INA1
Gruppe D:
Zhao Yunlei/ Qing Tian, CHN2 (*2)
Kamilla Juhl/ Christinna Pedersen, DEN1
Knockout stage:
A1 vs C2
B1 vs D2
C1 vs A2
D1 vs B2
I sidste runde af gruppespillet står det, efter en kamp i morgensessionen fra 08.30 – 11.00, fast at Kamilla Juhl/ Christinna Pedersen slutter som vinder af gruppe D efter en flot sejr over de kinesiske medaljefavoritter Zhao/ Qing, der meget overraskende selv slutter som nummer 2.
Det betyder at Zhao/Qing nu står til at møde vinderen af Gruppe A i semifinalen, og denne vinder bliver efter al sandsynlighed Wang Xiaoli/ Yu Yang.
(Wang/Yu) vs C2
B1 vs Zhao/Qing
C1 vs A2
Juhl/Pedersen vs B2
Hvad tænker de enkelte lande mon nu om dette scenarie?
Kina: ”Det er noget rigtigt skidt, der smuttede lige en sølvmedalje. Wang/Yu skal nok vinde det hele alligevel. Hvis nu de smider sig i sidste gruppekamp, så lander de på A2 og så kan vi stadig få Guld og Sølv.”
Korea: ”Perfekt, hvis alt går efter planen så mødes vores to par som C1 og A2 i kvarten og har så Danmark eller et andet par i den formodentlig letteste semifinale.
Men hvis Kina smider sig så er det noget rigtig skidt for så taber vores bedste par med 90% sandsynlighed allerede i kvarten.”
Taiwan: ”Vi skal vinde vores kamp mod Japan for ellers er det Indien’s par der går videre på vores bekostning.”
Japan: ” Nu er det altså ikke så godt for os at vinde gruppen, for så skal vi møde Kina i kvarten. Hvis nu vi bliver nummer 2 så skal vi møde Danmark, og hvis de andre spiller til, så slipper vi for kinesere helt frem til finalen. Hvis vi smider os i to sæt så bliver vi præcis nummer 2.”
Indien: ” Bare ikke japanerne smider sig for at blive nummer 2, for så er vi ude af turneringen. Japan skal vinde for at vi kan gå videre, og så vil vi faktisk ikke stå så tosset endda.
Danmark: ”Fedt at vi kom videre, bare nu ikke kineserne smider sig så de kommer ned til os.”
Indonesien: ” Gad vide om Kina smider sig? Hvis de gør det så skal vi faktisk også helst tabe for ellers møder vi dem i kvarten og så er vi færdige. Hvis Kina vinder så skal vi også vinde.”
”Kampen” mellem Wang Xiaoli/ Yu Yang og Ha Na Kim/Kyung Eun Jung spilles nu færdig som den farce vi kender. Referee er på banen og advarer men foretager sig ikke yderligere.
Senere om eftermiddagen taber Japan i to sæt til Taiwan, og Indien er dermed ude af OL.
Vi tager en ny rundtur til de enkelte lande:
Kina: ”Sådan! Så er den klaret. Yongbo rules again. Så skulle guld og sølv gerne være hjemme. BWF var som vanlig inde og puste sig op, men lagde sig som ventet ned igen”
Danmark: ”F… de gjorde det sgu’. Utroligt. Skandaløst. Vi havde jo sagt det til BWF.”
Taiwan: ”YES”
Japan: ”YES” Bare ærgerligt at Kina også smed sig.
Indien: ”ØV” Præcis som vi frygtede.
Korea: ”Øv, de smed sig sgu’. Og vi var også dårligere til at smide os end dem. Og træner Moon Soo Kim havde endda opfordret dommeren til at gribe ind. Nå men så er der ikke andet for end at Ha Jung Eun/ Kim Min Jung de også må smide sig. Det er jo OL, og vi kan ikke bare stå og kigge på, at Yongbo endnu engang tager røven på os.”
Indonesien: ”Hrrmpf, Kina styrer hele lortet. Nå så er der ikke andet for end at vi må smide os mod koreanerne. Det er jo OL, og vi kan ikke bare stå og kigge på, at Yongbo endnu engang tager røven på os.”
Derefter er det indonesiske par og Koreas bedste par involveret i endnu en kamp hvor begge par prøver at tabe. Og endnu en gang kikser det for koreanerne, efter Referee endnu engang har været på banen med Det Sorte Kort – der betyder diskvalifikation – for derefter at lade farcen fortsætte.
Efterspillet
Allerede under den første kamp, begyndte publikum at bue og huje af spillerne. Skandalen var en realitet.
Spørgsmålet var så hvad BWF ville gøre. De bebudede en undersøgelse, og jeg tror de fleste iagttagere tænkte, at det her skrider frem helt som det plejer.
Det gjorde det bare ikke. BWF brugte endelig sine vedtægter og diskvalificerede samtlige otte spillere involveret i farce-kampene.
Indien protesterede også mod Japans engagement i kampen mod Taiwan, men her fandt BWF ingen uregelmæssigheder.
Jeg tror personligt, uden at have set kampen, at japaneserne smed sig.
Korea og Indonesien appellerede efterfølgende kendelsen. Denne appel blev afvist.
Alle pinger og kommentatorer udtalte samstemmende at det var den rigtige beslutning, og den eneste mulige beslutning. De fleste var ligeledes om ikke chokerede, så overraskede over den pludselige indgriben fra BWF’s side
BWF prøvede at redde hvad der reddes kunne og sagde, at denne misere ikke skulle overskygge den fantastiske badmintonturnering som var i gang. Og så sagde BWF – gennem munden på Thomas Lund – gudhjælpemig også at gruppespils-systemet havde været en bragende succes.
Dét var måske lige at stramme den en tand for meget.
BWF var ikke som sådan villig til selv at påtage sig nogen skyld for hændelsesforløbet. Om dette var af politisk taktiske hensyn skal jeg lade være usagt, men for mig hersker der ingen tvivl om at BWF må påtage sig en meget stor del af skylden for denne skandale. Forhåbentlig kommer vi til at se regelændringer og tilpasninger i den meget nære fremtid, som gør det vanskeligere at manipulere med udfaldet af badmintonkampe.
For mig er der dog ingen tvivl om at når BWF diskuterer denne skandale bag lukkede døre, så må de påtage sig en meget stor del af skylden.
Først og fremmest må de tage skylden for at (gen)indføre et spilleformat som de selv forkastede efter Thomas Cup 2008. Jeg har set masser af både atleter og trænere, der med det samme fastslog at dette format muliggjorde manipulation. Jeg kender ikke baggrunden for beslutningen, udover at man ønskede at der skulle spilles flere kampe i badmintonturneringen.
Jeg er heller ikke klar over om formatet har været diskuteret med den internationale spillerforening, men en ting er sikkert, beslutningen om at spille doublerækkerne i puljer af fire par med en forudbestemt placering i knockout runden var katastrofal.
Når man så nu en gang havde valgt dette system, så burde man – som så mange andre gjorde – have forudset – og forberedt sig på - den situation, der opstod da Kamilla Juhl/Christinna Pedersen vandt deres pulje, og det blev fordelagtigt for kineserne at tabe kampen.
På dette tidspunkt kunne man passende have henvendt sig til de kinesiske og koreanske teammanagere, og gjort dem opmærksom på at man ville slå hårdt ned på forsøg på manipulation.
Ligeledes burde man sætte sin bedste og skarpeste dommer til at lede denne kamp, og samtidig briefe denne person om mulige scenarier. Intet af dette skete efter mine oplysninger.
Da den første kamp så gik i gang, kunne man meget hurtigt forvisse sig om, at det ikke var det sædvanlige niveau kampen blev spillet på. Det burde fra dommerens side have medført et gult kort som advarsel. I tilfælde af gentagelsestilfælde dernæst det røde kort som medfører tab af ét point. I yderligere gentagelsestilfælde tilkaldes Referee som så kan skride til diskvalifikation af det relevante par. På denne måde var kineserne formentlig blevet diskvalificeret, og den anden kamp mellem Korea og Indonesien kunne være afviklet som normalt.
Det ville helt givet have ført til alvorlige protester fra Yongbo’s side, men med det foreliggende videomateriale havde han næppe haft mange chancer.
På et tidspunkt går Referee på banen og taler til de to par på engelsk, hvorefter han slutter af med et par Grethe Sønck-fakter fra ”Gæt og grimasser” og siger ”…do you understand?” Det er der ifølge fjernsynsbillederne ingen af spillerne, der svarer bekræftende på, og det forekommer rimeligt at antage, at de ikke har fattet noget som helst.
Referee burde i situationen have tilkaldt teammanagerne og forklaret dem eller deres tolke situationens alvor.
Derefter fortsætter spillerne deres parodi på badminton, og BWF foretager sig stadig intet.
Det der gør, at situationen udvikler sig som den gør, er den specielle situation at begge par ønsker at tabe. Havde koreanerne ønsket at vinde, så var det formentlig bare blevet udlagt som en stor sensation, undtagen for dem der vidste bedre.
Derfor kan BWF ikke fortsætte med grupper af fire og forudbestemt knockout placering.
Fremtiden
For fremtiden må det være således at man spiller i grupper af tre, hvor kun vinderne går videre. Så kan man for min skyld godt have en forudbestemt placering i knockout runden. Alternativt skal man – som i Thomas/Uber cup – først trække lod til knockout runden når gruppespillet er færdigt, men det rummer stadig mange ulemper.
Mht. at trække sig mod landsmænd i turneringer, så kunne en løsning være at gøre det påkrævet at denne turnering skulle tælle til den enkeltes verdensranglisteplacering. Det bliver således ikke bare de ti bedste turneringer, men de ni bedste plus den hvor man har trukket sig. På den måde er det ikke totalt gratis at trække sig.
En ting er i hvert fald helt sikkert. Man er nødt til at lovgive så godt som muligt for at komme disse usportsligheder til livs. Man kan ikke bare overlade det til spillere og træneres moral, det tror jeg Gutta Jwala/ Ashwini Poonnappa er enig med mig i.
mandag den 7. maj 2012
Disse to herresingler kommer med til OL
Hvem skal med til OL i herresingle?
Det er lige nu det mest interessante spørgsmål i dansk badminton. Kan Hans-Kristian Vittinghus vælges frem for Jan Ø. Jørgensen? Eller kan man tænke det utænkelige at Peter Gade bliver sorteper når trioen skæres ned til en duo?
De fleste har formentlig et billede af, at det er en formssag at udtage Gade og Jan Ø. Og gør det bare hurtigt så H.K. ikke skal pines længere end højst nødvendigt.
Men er det nu også rigtigt? Er der scenarier hvor andre valg kunne komme på tale? Og hvilke argumenter skal man tage hensyn til i en sådan udvælgelse.
Hvilket scenarie skal der til for at Peter Gade, Danmarks bedste herresinglespiller i de sidste 14 år, ikke får lov til at komme med til sit fjerde OL?
Det er egentlig ganske enkelt. Peter skal kunne nå i topform, eller rettere i nærheden af topformen inden OL. Hvis det sker så er han fortsat det bedste danske bud på at snuppe en – godt nok overraskende – dansk medalje i herresingle, og så er der for mig ingen som helst tvivl om, at han skal med.
Hvis det derimod ikke lykkes at få bugt med den skade, der har plaget ham igennem længere tid, så virker det formålsløst at tage til London. Siden nytår har Gades resultater - på trods af skåneafbud til EM for hold og DM - været middelmådige, og hvis ikke der er udsigt til en formstigning, så kommer han ikke til at spille nogen rolle i medaljesammenhæng.
Heldigvis kommer der en periode på otte uger, hvor Gade ikke behøver at spille nogen turneringer. Der ligger godt nok Indonesia Premier Series hvor de bedste skal deltage – hvis ikke de er skadede, så det kan blive nødvendigt med en flyvetur frem og tilbage til Jakarta, men det er stadigvæk 8 uger der kan bruges til målrettet træning frem mod OL. Med de otte ugers træning in mente, så ville jeg personlig aldrig på forhånd vælge at se bort fra Peter Gade, og jeg er således helt sikker på, at Peter sætter sig på den ene af de to danske pladser, når den sportslige ledelse offentliggør udtagelsen inden afrejse til Thomas Cup.
Jeg ville dog samtidig pointere, at Peters træning skal forløbe som forventet uden alvorlige afbræk, og på denne vis indlægge et lille ”stabilitetskrav” som man jo tidligere opererede med.
Tilbage er så valget mellem H.K. og Jan Ø.
Hvis man kigger på de to spilleres resultater så ligger det meget tæt imellem dem. Der vil naturligvis indgå vurderinger som kun trænerne kan foretage, nemlig hvilken form de enkelte modstandere har været i, når man har tabt til henholdsvis besejret dem.
Når man finder de væsentligste resultater frem, og det er efter min mening hvem af de rigtigt skrappe de har slået, så har H.K. slået Simon Santoso to gange, Lee Hyun Il én gang og ligeledes Tien Minh Nguyen én gang.
Det er spillere som kommer til at ligge og kæmpe om kvartfinalepladserne til OL. Desuden har han besejret Zhengming Wang en gang.
Jan Ø har slået Kenichi Tago to gange, Lin Dan én gang, Chen Jin én gang og Tien Minh Nguyen én gang. Han har desuden slået Du Pengyu to gange.
Jan har tabt 8 ud af 12 kampe til en af de tre bedste kinesere. De resterende til Hsuan Yi Hsieh, Marc Zwiebler, Sho Sasaki og Simon Santoso.
H.K. har tabt 7 ud af 19 kampe til den fremragende kinesiske trio, mens der blandt de tolv øvrige nederlag er et par stykker til lidt lavere rangerende spillere.
Selv efter denne gennemgang af resultater ligger de to spillere ganske tæt. Alligevel føler jeg mig ret sikker på, at den sidste plads på baggrund af denne resultatgennemgang går til Jan Ø. Jørgensen. Hans-Kristian Vitttinghus må nyde sin spillemæssige fremgang over det sidste år og holde sig klar i tilfælde af at Peter Gade ikke bliver sin skade kvit. Der er efter min opfattelse ikke noget den forgangne sæsons resultater, som kan argumentere for at H.K. skal overhale Jan Ø, der ligger forrest på ranglisten. Jan er Danmarksmester, fik sølv til EM og har egentlig spillet stabilt, mens H.K. har haft noget større udsving i sit spil.
Det er lige nu det mest interessante spørgsmål i dansk badminton. Kan Hans-Kristian Vittinghus vælges frem for Jan Ø. Jørgensen? Eller kan man tænke det utænkelige at Peter Gade bliver sorteper når trioen skæres ned til en duo?
De fleste har formentlig et billede af, at det er en formssag at udtage Gade og Jan Ø. Og gør det bare hurtigt så H.K. ikke skal pines længere end højst nødvendigt.
Men er det nu også rigtigt? Er der scenarier hvor andre valg kunne komme på tale? Og hvilke argumenter skal man tage hensyn til i en sådan udvælgelse.
Hvilket scenarie skal der til for at Peter Gade, Danmarks bedste herresinglespiller i de sidste 14 år, ikke får lov til at komme med til sit fjerde OL?
Det er egentlig ganske enkelt. Peter skal kunne nå i topform, eller rettere i nærheden af topformen inden OL. Hvis det sker så er han fortsat det bedste danske bud på at snuppe en – godt nok overraskende – dansk medalje i herresingle, og så er der for mig ingen som helst tvivl om, at han skal med.
Hvis det derimod ikke lykkes at få bugt med den skade, der har plaget ham igennem længere tid, så virker det formålsløst at tage til London. Siden nytår har Gades resultater - på trods af skåneafbud til EM for hold og DM - været middelmådige, og hvis ikke der er udsigt til en formstigning, så kommer han ikke til at spille nogen rolle i medaljesammenhæng.
Heldigvis kommer der en periode på otte uger, hvor Gade ikke behøver at spille nogen turneringer. Der ligger godt nok Indonesia Premier Series hvor de bedste skal deltage – hvis ikke de er skadede, så det kan blive nødvendigt med en flyvetur frem og tilbage til Jakarta, men det er stadigvæk 8 uger der kan bruges til målrettet træning frem mod OL. Med de otte ugers træning in mente, så ville jeg personlig aldrig på forhånd vælge at se bort fra Peter Gade, og jeg er således helt sikker på, at Peter sætter sig på den ene af de to danske pladser, når den sportslige ledelse offentliggør udtagelsen inden afrejse til Thomas Cup.
Jeg ville dog samtidig pointere, at Peters træning skal forløbe som forventet uden alvorlige afbræk, og på denne vis indlægge et lille ”stabilitetskrav” som man jo tidligere opererede med.
Tilbage er så valget mellem H.K. og Jan Ø.
Hvis man kigger på de to spilleres resultater så ligger det meget tæt imellem dem. Der vil naturligvis indgå vurderinger som kun trænerne kan foretage, nemlig hvilken form de enkelte modstandere har været i, når man har tabt til henholdsvis besejret dem.
Når man finder de væsentligste resultater frem, og det er efter min mening hvem af de rigtigt skrappe de har slået, så har H.K. slået Simon Santoso to gange, Lee Hyun Il én gang og ligeledes Tien Minh Nguyen én gang.
Det er spillere som kommer til at ligge og kæmpe om kvartfinalepladserne til OL. Desuden har han besejret Zhengming Wang en gang.
Jan Ø har slået Kenichi Tago to gange, Lin Dan én gang, Chen Jin én gang og Tien Minh Nguyen én gang. Han har desuden slået Du Pengyu to gange.
Jan har tabt 8 ud af 12 kampe til en af de tre bedste kinesere. De resterende til Hsuan Yi Hsieh, Marc Zwiebler, Sho Sasaki og Simon Santoso.
H.K. har tabt 7 ud af 19 kampe til den fremragende kinesiske trio, mens der blandt de tolv øvrige nederlag er et par stykker til lidt lavere rangerende spillere.
Selv efter denne gennemgang af resultater ligger de to spillere ganske tæt. Alligevel føler jeg mig ret sikker på, at den sidste plads på baggrund af denne resultatgennemgang går til Jan Ø. Jørgensen. Hans-Kristian Vitttinghus må nyde sin spillemæssige fremgang over det sidste år og holde sig klar i tilfælde af at Peter Gade ikke bliver sin skade kvit. Der er efter min opfattelse ikke noget den forgangne sæsons resultater, som kan argumentere for at H.K. skal overhale Jan Ø, der ligger forrest på ranglisten. Jan er Danmarksmester, fik sølv til EM og har egentlig spillet stabilt, mens H.K. har haft noget større udsving i sit spil.
onsdag den 11. april 2012
KB-hallen tilbage
Jeg vil ha’ KB-hallen tilbage.... genopført....med det samme.....NU.
Når man har tabt en finale, ligegyldigt hvilken, så overvejer man naturligvis hvad der gik galt, hvad årsagen var og hvad der kunne være gjort anderledes.
Alt andet ville være tåbeligt.
Man støder på undskyldninger, fejlvurderinger, tilfældigheder og forklaringer.
En de berømte klicheer i sportens verden er den om de små marginaler, om at være dygtig nok til at få heldet på sin side. I år var det TSS der havde de små marginaler på deres side. De var nede med matchbold i semifinalen mod Skovshoved. Én bold skilte dem fra at spille om bronze, men i dag er de lykkelige for deres guldmedalje.
Om et par uger er vi også glade for vores sølv. For vores sæson har bestemt ikke været en dans på roser, men vi kæmpede, sled og slæbte, og kom med alt hvad vi havde. Tirsdag aften var det meget tæt på at være nok til at genvinde DM, men i sidste ende var vi ikke i stand til at flytte marginalerne over på vores side.
Hvad har det så med hallen at gøre ? Jo som bekendt så brændte KB hallen d 28. september 2011. Derfor var Badminton Danmark med kort varsel nødt til at kigge efter et nyt sted at afvikle DH-finalen 2012.
Valget faldt på Frederiksberg-hallen.
Rent geografisk er det en hal der ligger meget tæt på KB-hallen.
Rent oplevelsesmæssigt er der lysår til forskel.
Jeg mærkede det med det samme, da vi mødtes for at spille ind om eftermiddagen – der var ingen nerve, ingen historie, ingen badmintonsjæl i denne hal.
Det er en hangar, en lade, et værft, et kønsløst sportsområde, der kunne ligge i hvilken som helst lille flække et tilfældigt sted i Danmark.
Forbundets arrangementsafdeling og de to klubber, havde i fællesskab gjort alt hvad de kunne for at råde bod på disse mangler.
Desværre var der ingen der havde tænkt på, at det er svært at spille seværdig badminton, når væggene man spiller op imod er hvide.
Det er de i Frederiksberghallen.
Der var ingen afdækninger bag banerne, og det betød, at der var en dårlig side og en helt elendig side at spille på.
Den dårlige side ville normalt være uacceptabel, men denne dag var den bedst. Den elendige side var forværret med en hvid storskærm som ingen alligevel kunne se noget som helst på, for der var alt for lyst. Det skal gøres meget bedre næste gang.
Nåh men er det så den undskyldning du har tænkt dig at bruge? JA
Og nej.
Vi kom jo fantastisk fra start da Joachim Persson på formidabel vis besejrede H.K. Vittinghus.
Begge spillere lagde egentlig godt ud, men stille og roligt fik Persson tiltvunget sig overtaget, ved at returnere bolde som han ikke har nået i flere år. Det forøgede naturligvis presset på H.K. som var svag favorit inden kampen. Han fik dog alligevel holdt sig inde i kampen og sejren blev kun på 21-17 21-18 selvom det fra midt i første sæt stort set var Joachim der styrede kampen.
Så vidt så godt. Nu havde vi tre kampe yderligere med åbenbare vinderchancer.
Nanna tabte til Judith Meulendijks men ”went down fighting”, og Fischer/Nuller var for stor en mundfuld for Kalle/Påske. I begge kampe havde vi langt mere modspil når vi stod på den dårlige side frem for den elendige.
Wenyan og Kamilla Juhl havde startvanskeligheder mod klogt spillende Mie Schjøtt/ Britta Andersen. Startkabler to the rescue og så var andet sæt kørsel. 2-2 så er det nu det gælder. Og det er her hallen kommer i spil.
”Nåååh Jaaah men det er jo ens for begge parter, at det er svært at se noget”.
Alle jer der har sagt netop den sætning: ”..Gi jer selv et ordentlig los i R...n”.
Det er en af de dummeste udtalelser jeg kender.
Det er netop aldrig ens for begge parter. Lys/Mørke, Hurtige/Langsomme bolde Vind eller ingen vind favoriserer altid specielle færdigheder.
Hvis man ikke rigtig kan se boldene så godt, så har man mindre tid til at reagere. Det favoriserer de hurtige spillere, samt de spillere der er i stand til at styre og kontrollere duellerne.
Disse to færdigheder var vi ikke gode nok på i de sidste to kampe, og derfor kigger vi på sølvmedaljer i dag i stedet for guld.
Vi havde håbet at Nadiezda/Robert ikke var på toppen efter en lang skadesperiode, eller i det mindste havde en ordentlig omgang jetlag efter at have spillet Australian Open i sidste uge. Dette var på uforståelig vis ikke tilfældet og i stedet fik de Chris/Jones til at ligne nogen der lige var kommet hjem efter en rumvandring. Helt dominerende i den kamp var lynhurtige Robert Mateusiak der var i kredsløb om Nadiezda og alt i alt havde en sjov aften.
I anden herresingle kom det i første sæt til at se ud som om Jens-Kristian var klasser bedre end Kim Bruun. Det var desværre heller ikke tilfældet. Kim Bruun startede bare på den elendige side. D
et er min fornemmelse at det også kom lidt bag på Jens, at det blev sværere i andet sæt. Hans kropsprog var i hvert fald fuldstændig ændret på 11-11. Kropssproget blev til fejl.
Det er ikke i sig selv dårligt, for man er nødt til at satse, men udfordringen er at satse de rigtige steder. Desværre for os og Jens, så tog Kim Bruun sættet 21-16. Puh ha, nu var vi for alvor i problemer. Jens gjorde dog første del af arbejdet da han bragte sig foran 11-4 på den dårlige side.
Sideskifte. Nu er det nu.
Det er nu det gælder. Det er nu rutine og erfaring i disse situationer er afgørende. Men rutine har ikke – som mange fejlagtigt tror – noget med alder at gøre. Det har noget med læring at gøre. At vide hvad der skal ske i bestemte situationer og at turde gøre det. Jens får første point til 12-4. Næste point er det tydeligt, at han tøver. Katastrofe! Hvis der er én ting der ikke vinder, så er det tøven. Kim får snor i Jens, som dog holder en tre points føring til 15-12 med gode momenter indblandet, men desværre også med en Kim Bruun der nu øjner chancen. Spillet bølger lidt frem og tilbage. Jens tager initiativ men overplacerer en gang imellem.
Her kommer den psykologiske faktor tydeligere frem nu. Vi tabte mix’en i løbet af nul komma fem, og Jens ved nu at han spiller for at undgå at tabe DM mens Kim kan vinde guldet til TSS.
Stillingen er nu 16-17. Jens skal til at spille duellens afgørende slag da han træder forkert på højre fod og kikser slaget. 16-18. Dommeren ser det ikke og tror at Jens trækker tiden. 16-19. Det ser sort ud, men Kim var usikker da han skulle vinde andet sæt. Usikkerheden kommer igen og Jens kæmper sig fremragende tilbage på 19-19.
To dueller – kom så. Jens tager den rigtige chance og forsøger at hold net for at tiltvinge sig angrebet. Desværre bliver det for skarpt og der er nu matchbold. Den er i spil, Kim Bruun styrer duellen, udnytter sin hurtighed og tvinger til sidst Jens til at løfte upræcist og han kommer ind som en fin nummer 2 i sin kamp, og det samme gør vi i den samlede holdkamp.
Så kan vi godt pakke champagnen og guldparykkerne ned igen. Folk kan sms’e til arbejdskollegaerne, at de alligevel kommer i morgen og vi kan mærke, at det er tungt at blive nummer 2.
Samtidig går en udviklingsproces i gang. Nemlig overvejelserne om hvordan vi skal gøre det bedre næste gang, og hvilke positive ting vi trods alt kan tage med videre.
Alt i alt så har vi haft en sæson med mange skader og afbud. I januar havde jeg rigeligt solgt den for en finaleplads, ja bare en medalje, men når man har muligheden så vil man naturligvis gerne vinde.
Når man har tabt en finale, ligegyldigt hvilken, så overvejer man naturligvis hvad der gik galt, hvad årsagen var og hvad der kunne være gjort anderledes.
Alt andet ville være tåbeligt.
Man støder på undskyldninger, fejlvurderinger, tilfældigheder og forklaringer.
En de berømte klicheer i sportens verden er den om de små marginaler, om at være dygtig nok til at få heldet på sin side. I år var det TSS der havde de små marginaler på deres side. De var nede med matchbold i semifinalen mod Skovshoved. Én bold skilte dem fra at spille om bronze, men i dag er de lykkelige for deres guldmedalje.
Om et par uger er vi også glade for vores sølv. For vores sæson har bestemt ikke været en dans på roser, men vi kæmpede, sled og slæbte, og kom med alt hvad vi havde. Tirsdag aften var det meget tæt på at være nok til at genvinde DM, men i sidste ende var vi ikke i stand til at flytte marginalerne over på vores side.
Hvad har det så med hallen at gøre ? Jo som bekendt så brændte KB hallen d 28. september 2011. Derfor var Badminton Danmark med kort varsel nødt til at kigge efter et nyt sted at afvikle DH-finalen 2012.
Valget faldt på Frederiksberg-hallen.
Rent geografisk er det en hal der ligger meget tæt på KB-hallen.
Rent oplevelsesmæssigt er der lysår til forskel.
Jeg mærkede det med det samme, da vi mødtes for at spille ind om eftermiddagen – der var ingen nerve, ingen historie, ingen badmintonsjæl i denne hal.
Det er en hangar, en lade, et værft, et kønsløst sportsområde, der kunne ligge i hvilken som helst lille flække et tilfældigt sted i Danmark.
Forbundets arrangementsafdeling og de to klubber, havde i fællesskab gjort alt hvad de kunne for at råde bod på disse mangler.
Desværre var der ingen der havde tænkt på, at det er svært at spille seværdig badminton, når væggene man spiller op imod er hvide.
Det er de i Frederiksberghallen.
Der var ingen afdækninger bag banerne, og det betød, at der var en dårlig side og en helt elendig side at spille på.
Den dårlige side ville normalt være uacceptabel, men denne dag var den bedst. Den elendige side var forværret med en hvid storskærm som ingen alligevel kunne se noget som helst på, for der var alt for lyst. Det skal gøres meget bedre næste gang.
Nåh men er det så den undskyldning du har tænkt dig at bruge? JA
Og nej.
Vi kom jo fantastisk fra start da Joachim Persson på formidabel vis besejrede H.K. Vittinghus.
Begge spillere lagde egentlig godt ud, men stille og roligt fik Persson tiltvunget sig overtaget, ved at returnere bolde som han ikke har nået i flere år. Det forøgede naturligvis presset på H.K. som var svag favorit inden kampen. Han fik dog alligevel holdt sig inde i kampen og sejren blev kun på 21-17 21-18 selvom det fra midt i første sæt stort set var Joachim der styrede kampen.
Så vidt så godt. Nu havde vi tre kampe yderligere med åbenbare vinderchancer.
Nanna tabte til Judith Meulendijks men ”went down fighting”, og Fischer/Nuller var for stor en mundfuld for Kalle/Påske. I begge kampe havde vi langt mere modspil når vi stod på den dårlige side frem for den elendige.
Wenyan og Kamilla Juhl havde startvanskeligheder mod klogt spillende Mie Schjøtt/ Britta Andersen. Startkabler to the rescue og så var andet sæt kørsel. 2-2 så er det nu det gælder. Og det er her hallen kommer i spil.
”Nåååh Jaaah men det er jo ens for begge parter, at det er svært at se noget”.
Alle jer der har sagt netop den sætning: ”..Gi jer selv et ordentlig los i R...n”.
Det er en af de dummeste udtalelser jeg kender.
Det er netop aldrig ens for begge parter. Lys/Mørke, Hurtige/Langsomme bolde Vind eller ingen vind favoriserer altid specielle færdigheder.
Hvis man ikke rigtig kan se boldene så godt, så har man mindre tid til at reagere. Det favoriserer de hurtige spillere, samt de spillere der er i stand til at styre og kontrollere duellerne.
Disse to færdigheder var vi ikke gode nok på i de sidste to kampe, og derfor kigger vi på sølvmedaljer i dag i stedet for guld.
Vi havde håbet at Nadiezda/Robert ikke var på toppen efter en lang skadesperiode, eller i det mindste havde en ordentlig omgang jetlag efter at have spillet Australian Open i sidste uge. Dette var på uforståelig vis ikke tilfældet og i stedet fik de Chris/Jones til at ligne nogen der lige var kommet hjem efter en rumvandring. Helt dominerende i den kamp var lynhurtige Robert Mateusiak der var i kredsløb om Nadiezda og alt i alt havde en sjov aften.
I anden herresingle kom det i første sæt til at se ud som om Jens-Kristian var klasser bedre end Kim Bruun. Det var desværre heller ikke tilfældet. Kim Bruun startede bare på den elendige side. D
et er min fornemmelse at det også kom lidt bag på Jens, at det blev sværere i andet sæt. Hans kropsprog var i hvert fald fuldstændig ændret på 11-11. Kropssproget blev til fejl.
Det er ikke i sig selv dårligt, for man er nødt til at satse, men udfordringen er at satse de rigtige steder. Desværre for os og Jens, så tog Kim Bruun sættet 21-16. Puh ha, nu var vi for alvor i problemer. Jens gjorde dog første del af arbejdet da han bragte sig foran 11-4 på den dårlige side.
Sideskifte. Nu er det nu.
Det er nu det gælder. Det er nu rutine og erfaring i disse situationer er afgørende. Men rutine har ikke – som mange fejlagtigt tror – noget med alder at gøre. Det har noget med læring at gøre. At vide hvad der skal ske i bestemte situationer og at turde gøre det. Jens får første point til 12-4. Næste point er det tydeligt, at han tøver. Katastrofe! Hvis der er én ting der ikke vinder, så er det tøven. Kim får snor i Jens, som dog holder en tre points føring til 15-12 med gode momenter indblandet, men desværre også med en Kim Bruun der nu øjner chancen. Spillet bølger lidt frem og tilbage. Jens tager initiativ men overplacerer en gang imellem.
Her kommer den psykologiske faktor tydeligere frem nu. Vi tabte mix’en i løbet af nul komma fem, og Jens ved nu at han spiller for at undgå at tabe DM mens Kim kan vinde guldet til TSS.
Stillingen er nu 16-17. Jens skal til at spille duellens afgørende slag da han træder forkert på højre fod og kikser slaget. 16-18. Dommeren ser det ikke og tror at Jens trækker tiden. 16-19. Det ser sort ud, men Kim var usikker da han skulle vinde andet sæt. Usikkerheden kommer igen og Jens kæmper sig fremragende tilbage på 19-19.
To dueller – kom så. Jens tager den rigtige chance og forsøger at hold net for at tiltvinge sig angrebet. Desværre bliver det for skarpt og der er nu matchbold. Den er i spil, Kim Bruun styrer duellen, udnytter sin hurtighed og tvinger til sidst Jens til at løfte upræcist og han kommer ind som en fin nummer 2 i sin kamp, og det samme gør vi i den samlede holdkamp.
Så kan vi godt pakke champagnen og guldparykkerne ned igen. Folk kan sms’e til arbejdskollegaerne, at de alligevel kommer i morgen og vi kan mærke, at det er tungt at blive nummer 2.
Samtidig går en udviklingsproces i gang. Nemlig overvejelserne om hvordan vi skal gøre det bedre næste gang, og hvilke positive ting vi trods alt kan tage med videre.
Alt i alt så har vi haft en sæson med mange skader og afbud. I januar havde jeg rigeligt solgt den for en finaleplads, ja bare en medalje, men når man har muligheden så vil man naturligvis gerne vinde.
Abonner på:
Opslag (Atom)
