For damernes vedkommende var det helt som forventet inden afrejsen til Malaysia. Vi holdt os til planen og kom ikke til at spille nogen rolle i turneringen, men havde Tine Rasmussen været med på holdet så kunne man måske helt svagt have anet muligheden for en semifinale, når vi nu var så heldige at trække Japan i kvartfinalen.
For herrenes vedkommende blev det hele lidt af et antiklimaks. To sejre i den indledende pulje mod Tyskland og Polen, som vi havde slået tidligere på året ved Europamesterskaberne.
Og så nederlag på 2-3 til Malaysia.
Vi havde håbet på noget mere herhjemme i Danmark, for vi havde et udmærket hold med bredde i opstillingen. Det viste sig at denne forudsigelse nok var noget af en tilsnigelse. Malaysia tabte i puljekampene - overraskende og uheldigt for Danmark - til Japan netop fordi de ikke havde nogen bredde. Det japanske hold er kendetegnet ved bredde, men også ved det absolutte fravær af reelle topspillere, men var altså stærkt nok til at slå Malaysia efter at være kommet bagud 2-0.
Det kunststykke skulle Danmark forsøge at gøre efter. Peter Gade tabte ganske enkelt til Lee Chong Wei, der ser ud til at have fuldstændig styr på danskeren når det virkelig gælder.
Boe/Nuller spillede med store svingninger og var lige ved at stjæle 2. sæt mod Koo/Tan, som stadig må siges at have overtaget mod danskerne med kun ét nederlag i de indbyrdes opgør.
Så langt så godt.
Nu var det så at den danske bredde skulle slå til, og det var faktisk tæt på at lykkes, men det var vel på ingen måde prangende.
Jan Ø. formåede at vinde sin kamp efter en fighterindsats hvor han bl.a. overlevede 3 sætbolde i første sæt, men han formåede ikke at udviske indtrykket af en spiller i alvorlig spillemæssig krise.
Nederlaget i gruppespillet til Dieter Domke fra Tyskland kommer som en perle på en snor af skuffende resultater i 2010, og for mig ændrer sejren over Wong Choong Hann ikke noget i min opfattelse af denne krise.
Wong har ikke slået en spiller med fornuftigt niveau i over et halvt år, men har tværtimod tusset rundt og tabte første runde overalt hvor han er kommet frem. Hans fornemste opgave på det malaysiske hold er at presse Hafiz ned i trediesinglen. På den baggrund er det svært at falde i svime over en sejr på 21-18 i afgørende sæt, selvom det trods alt vidner om en god mental indstilling når det bliver tæt.
Paaske/Jones har aldrig nogensinde tabt en kamp i Thomas Cup sammenhæng, og den rekord holder de stadig fast i. Selvom cifrene siger 21-19 i tredie sæt, så var danskerne foran gennem hele sættet og var vel i kontrol, efter de tabte et tæt første sæt til det sammensatte malaysiske par.
Så skulle det hele afgøres i 3. hs mellem Joachim Persson og Hafiz Hashim.
Hafiz har haft svært ved at gøre sit spil gældende i et langt stykke tid. Forskellige trænere har prøvet at "redde" ham, men det er ikke lykkedes for dem.
I kampen mod Japan tabte han den afgørende kamp, så der var vel chancer for Joachim Persson, der tilbage i 2006 fik sit gennembrud da han vandt den afgørende kamp for Danmark mod netop Malaysia.
Men hvis man ser realistisk på det så har det sidste lange stykke tid desværre været en lang deroute for Joachim, der ikke har mange succesoplevelser med i bagagen i øjeblikket.
Den afgørende kamp var således et opgør mellem to spillere der desperat havde brug for en positiv oplevelse.
Desværre viste det sig hurtigt, at Joachim med sit nuværende niveau, slet ikke var i stand til at lægge pres på endsige hænge med Hafiz, så eventuelle nerver og manglende selvtillid kunne være bragt i spil. Joachim tabte hurtigt og stort i to sæt.
Dermed var det slut på drømmen om at vinde Thomas Cup i år.
Virkeligheden var altså at vi havde 3 kampe med gode spillere og to kampe hvor spillerne var meget langt fra det der skal til at vinde Thomas Cup. Og selvom 1.hs og 1.hd så ud til at være OK spillende, så var vi på ingen måde i stand til at bide skeer med malayerne da det gjaldt.
Så vi havde ikke - set i bakspejlet - så bredt et hold som vi troede, men lodtrækningen magede sig mildest talt heller ikke godt for os, og havde vi eksempelvis byttet plads med Japan, så havde vi haft en kæmpechance for at gå i finalen. Det er de små marginaler.
Nu er det Kina, Japan, Malaysia og Indonesien vi skal følge på TV.
Malayerne kan med rette sige - præcis som Danmark - at de har en chance for at slå Kina. Det har de, men den er altså ikke ret stor, og de skal ikke regne med points fra hverken 2. eller 3. herresingle, for Kina - dé har et bredt hold.
