mandag den 30. marts 2009

Skælskør-Slagelse endelig i finalen

Det er måske lidt tidligt men sådan kan der meget vel komme til at stå efter aftenens første DM semifinale.

Værløse overraskede stort mod Vendsyssel i kvartfinalen hvor holdet var hårdt ramt af afbud fra Tine Rasmussen og Simon Mollyhus. Der er brug for en endnu større overraskelse i aften hvis Tanja Bergs mandskab skal fravriste TSS finalepladsen.

Kasper Ipsen kan i så fald lige så godt lægge ud med at slå Peter Gade. Gade har været ude i 14 dage med en brækket tå, men bliver alligevel kæmpefavorit mod Ipsen, der satte Værløse i gang i tirsdags med sejren over Eric Pang. Og der er vel ikke så mange uden for Furesø kommune der tror at Ipper hiver den hjem i dag igen. Til gengæld ser det noget anderledes ud hvis Gade i sidste øjeblik skulle melde forfald, og TSS skal til at substituere i herresinglerne.

Herredoublen har også TSS som kæmpefavoritter. Tony Gunawan er klar igen og sammen med Mathias Boe har de kun tabt én kamp i år. Værløse stiller igen op uden skadede Mollyhus. Han erstattes igen af Mads Kolding, der indtil nu har haft et glimrende 2009.

Rigtig interessant bliver mixdoublen. Det er en kamp som Værløse næppe kan tåle at tabe hvis sejrshåbet skal holdes intakt. Lundgaard/Juhl vandt da også sæsonens første opgør mod Robertson/ Kellogg, og tirsdagens sejr mod VEB tyder på at formen er på rette vej.

Så er der jo Joachim Persson. Det er efterhånden svært at spå om Perssons resultater i badmintonligaen, men jeg tror stadig på at jo vigtigere kampene bliver jo bedre spiller Joachim. Emil Vind er i udvikling og hvis Persson ikke er oppe i gear kan det være ham der skaber overraskelsen på sydsjælland.

Damedoublen sikrede Værløse semifinalepladsen i tirsdags, men det er alligevel Værløseparret der er undertippet mod Russkikh/Kirkegaard. Måske kan den unge duo profitere af den rolle, men logikken siger sejr til TSS.

Aftenens sidste kamp er damesingle, og jeg troede umiddelbart at Værløse ville forsøge at få den kamp afviklet i en af de to første runder. Amalie Fangel, der erstatter Tine Rasmussen, har en lille favoritværdighed mod Camilla Overgaard. Hvis kampen spilles til ende så er det fordi Værløse har to kampe inden, og så bliver det rigtigt spændende. Der vil i givet fald være stort pres på Fangel - både Amalie og Kasper - og det kan Camilla Overgaard måske udnytte. Lykkes det ikke så er der golden sæt som formodentlig involverer en af de tre damekampe.

Men, men, men laaangt den største sandsynlighed taler for at denne rubriks overskrift er korrekt når kampen er færdigspillet.

fredag den 6. marts 2009

Kineserne er tilbage!!!

Det kan man vist roligt konstatere.
4 rene finaler i sidste uge i Tyskland, bliver fulgt op med en klar dominans indtil videre her i Birmingham.
Frem til semifinalerne der spilles lørdag har det samlede kinesiske hold kun tabt fem kampe til spillere/par fra andre lande. De øvrige udslagne kinesere er alle ekspederet ud af landsmænd.

Damedoublerne ser som sædvanligt stærke ud, og Lin Dan gør hvad der passer ham i HS.
I morgen er det tid til revanche for sidste års finale hvor Chen Jin blev nødt til at vinde for at komme med til OL. Men i morgen får han på tuden, hvis han overhovedet stiller op, for han så faktisk lidt småskadet ud i dag mod Sasaki.

Der blev spillet en fantastisk mixeddouble uden tv dækning. Zheng Bo/Ma Jin besejrede OL guldvinderne Lee Hyo Jung/ Lee Yong Dae i en af de bedste mix'er jeg har set i lang tid.

Fu/Cai kørte over Lars/Jonas der aldrig blev nogen rigtig trussel.
Det kan Boe/ Nuller forhåbentlig blive i morgen. De spillede efter min mening den bedste kamp hidtil i karrieren da de pulveriserede 3K/Tan fra Malaysia. Efter 21/7 i første sæt førte danskerne 15/7 inden malayerne fik pyntet på resultatet. Boe/Nuller spillede hurtigt og agressivt, og havde selv godt styr på defensiven og så servede de på absolut topniveau.
Man skal aldrig undervurdere koreanerne men jeg tror den moralske finale spilles i morgen mellem Danmark og Kina.

I damesingle har Nanna Brosolat gjort det fantasistisk flot. Hun fulgte op på sejren over Pi Hongyan ved at spille som om hun ejede bane 3 i National Indoor Arena, og afviste let Julia Wong. Rigtigt imponerende at hun formåede at være stabil hele kampen igennem.
Til gengæld får vi ikke en ren dansk finale, for helt realistisk - og uden på nogen måde at pille ved Nanna's superturnering, tværtimod - så kan hun altså ikke slå Wang Yihan endnu. Yihan så rigtig godt ud og spillede i et super højt tempo da hun sendte Xie Xingfang ud af turneringen. Nu ved man jo aldrig helt når to kinesere møder hinanden, men i øjeblikket mener jeg hun er storfavorit til at vinde turneringen.
Nanna skal naturligvis gå på banen for at vise det modsatte, og uanset hvad der sker så er denne turnering en skillevej i karrieren, fordi hun nu ved at det kan lade sig gøre, og det er et fortjent skulderklap for det arbejde hun laver sammen med staben omkring hende.

Tine slog en forbedret udgave af Yip Pui Yin og møder i morgen Jang Yanjiao. En spændende kamp, hvor jeg tror Tine har gode muligheder for at spille sig i finalen for andet år i træk.

Gade tabte en tæt kamp til Taufik, der var overlegen på boldføling, fladt- og netspil, mens Gade til gengæld så ud til at være bedre kørende rent fysisk. Desværre lykkedes det bedst for Taufik at få spillet drejet ind på egne præmisser, især i slutningen af begge sæt,som han vinder henholdsvis 10-3 og 9-4. Han møder nu Lee Chong Wei i kampen om at blive nr. to i All England.

mandag den 2. marts 2009

All England - Preview double


Herredouble

Styrke af lodtrækning(28) 1.104.530 Not.Rank =13
Styrke af lodtrækning(10) 549.774 Not.Rank =3

Afbuddet fra OL-mestrene Kidho & Setiawan har givet Danmark en topseedning. Kasper Henriksen og Christian Skovgaard er gået ind på plads nr.1!
Uden af forklejne de to danskere kan man godt indtage den holdning, at turneringen dermed har fået en anelse slagside. De topseedede er væk og den malaysiske 3-4 seedning til ”The Fuzzies”, har været plaget af skader og forekommer ikke just skræmmende.
Alligevel er der masser af spændende opgør i vente i den stærkeste turnering på denne side af OL.

I første kvartdel træder kval 1 ind mod Mohd Ahsan/Bona Septano, og det kan meget vel blive et rent indonesisk opgør.
Hendra Gunawan/ AlvinYulianto, som var finalister i Malaysia Open, er nemlig røget i kval her i Birmingham. De har et giftigt opgør i første runde mod Sun Junjie/He Hanbin, men hvis de kommer igennem den kamp, så kan de gå langt i turneringen.
Lee Yong Dae spiller igen sammen med reservemakker Shin Baek Cheol. Efter sejren i Tyskland har de en tester mod Chieh Min Fang/ Sheng Mu Lee fra Taiwan. Taiwaneserne har forbedret sig kraftigt i herredouble og mixdouble, men jeg holder alligevel på Korea i dette opgør.

2 kvartdel har Fuzzy-doublen som favoritter. Første runde for dem bliver mod Sukmawan/Dasuki og det er ikke en let kamp, men alligevel en der bør vindes. Dernæst venter nok Adcock/Blair, for Mollyhus og Kristiansen har ikke haft resultaterne med sig det sidste halve års tid. Kvartfinalemodstanderen til The Fuzzies, skal nok findes i førsterunde opgøret mellem Robertson/Clark og Han Sang Hoon/ Hwang Ji Man. Jeg synes Robertson var decideret dårlig til EM, og ligner en mand der ikke inderst inde tror på at fremtiden bringer mere end det han allerede har opnået med Gail Emms. På den anden side levede koreanerne heller ikke op til mine forventninger i Tyskland. Jeg tager dog chancen og holder på dem en gang til, medmindre Nathan har forbedret sig kraftigt.

Formentlig kommer japanerne Hayakawa/Kazuno ind fra Kval’en i denne kvartdel. De var i finalen i Tyskland i sidste uge så man kan ikke helt se bort fra dem i kalkulationerne.

Nederste halvdel er spækket med topnavne. Tony Gunawan har genoptaget makkerskabet med Howard Bach (VM guld ’05), og Candra Wijaya prøver lykken sammen med Joko Riyadi. De to bedste danske par er i denne halvdel, og Mikkel Delbo/ Rasmus Bonde har en god chance for at gøre dem selskab via kval’en.


Umiddelbart ser de to farligste par ud til at være 3K/Tan Boon Heong og Fu Haifeng/Cai Yun. Kineserne kvalificerer nok også Chen Xu/Guo Zhendong som Boe/Mogensen i givet fald skal være på tæerne mod i første runde.

Paaske/Rasmussen har trukket hollandske modstandere i første runde, og det bliver spændende at se hvordan formen er hos det danske par der ikke deltog i hold EM.
Der er rigtigt mange par der kan slå hinanden på kryds og tværs i denne halvdel, så meget afhænger af om man kommer til at møde en type double som man passer godt til. Eksempelvis tror jeg det ville være godt for Boe/Nuller at møde Riyadi/Wijaya i stedet for 3K/Tan.

Finale tip: Lee Yong Dae/ Shin Baek Cheol – Koo Kien Keat/ Tan Boon Heong Outsider: Fu Haifeng/ Cai Yun.


Damedouble

Styrke af lodtrækning(28) 1.064.874 Not.Rank =11
Styrke af lodtrækning(10) 555.022 Not.Rank =3

En masse kval par er gået ind i hovedturneringen, ja kval’en er faktisk helt udslettet, men alle seedede konstellationer, plus de useedede kinesiske, er stadig i turneringen som dermed holder høj kvalitet.

De koreanske damedoubler skuffede mine forventninger i Tyskland. Det er selvfølgelig muligt at de primært har brugt denne turnering som opvarmning til All England, og derfor skal man ikke afskrive dem.
Jeg tror nu alligevel at det bliver et kinesisk par der vinder, også selvom top- og bundseedningerne er gået til Taiwan og Malaysia.
Lena Frier/ Kamilla Juhl er eneste seedede danske par, og de har en lodtrækning hvor en kvartfinale er en mulighed, men hvor der skal arbejdes for sagen i hver eneste kamp. Første kamp er mod ungdomsverdensmestrene fra Singapore, og dem skal man bestemt ikke undervurdere.

Vinderne fra Tyskland Cheng Shu/Zhao Yunlei er useedede i første kvartdel, men besjerer i første runde Irawati/Jauhari og jeg tror også de tager de topseedede taiwanesere ud af turneringen. Det baner vejen for en revancheopgør mod 3 seedede Store Lee/Lille Lee fra Korea, som de ”barberede” i semifinalen i Tyskland.
I nederste halvdel sætter jeg pengene på OL guldvinderne Du/Yu, som spiller – og ser ud - som drenge.
Primære trusler mod deres vej til finalen er de andre kinsesiske doubler samt måske Chin/Wong fra Malaysia.

Finale tip: Cheng Shu/ Zhao Yunlei – Du Jing/ Yu Yang Outsider: Lee Kyung Won/ Lee Hyo Jung



Mixdouble

Styrke af lodtrækning(28) 1.115.559 Not.Rank =9
Styrke af lodtrækning(10) 565.730 Not.Rank =1