...i hvert fald ikke altid.
Det er en udbredt misforståelse at nr. 1 på verdensranglisten også er verdens bedste.
Det er langt fra altid tilfældet.
Den øverste på ranglisten er intet mere og intet mindre end nr. 1 på den rangliste BWF har valgt at bruge.
Sammensætter man reglerne for den liste på en anden måde, så får man et andet resultat.
Engang imellem er der sammenfald mellem nr. 1 på listen og den/de spillere/par hver enkelt person anser for at være bedst i verden.
Se mine bud på verdens reelle top 10 i herresingle på GloBadX
onsdag den 29. december 2010
onsdag den 15. december 2010
EM Bronze vinder stopper
Kort tid efter Lena Frier meddelte den sportslige ledelse, at hun ikke ønskede at fortsætte samarbejdet med Marie Røpke og som sådan indstillede sin internationale karriere, stopper endnu en doublespiller sin satsning på badminton.
EM bronzevinderen Kasper Henriksen fra Team Århus, meddelte i går at også han stopper på landsholdet.
Beslutningen kommer bl.a. som følge af den rokering, der skete i herredouble konstellationerne efter Lars Paaske indstillede karrieren efter VM i Paris.
Ved den lejlighed mistede Henriksen sin rutinerede makker Anders Kristiansen. Sammen vandt de to spillere bronze ved europamesterskaberne tidligere på året.
Kasper Henriksen blev efter rokaden sat sammen med den i international sammenhæng knap så rutinerede Mads Kolding.
Parret har siden kun spillet et par enkelte turneringer, men den videre vej fremad så altså for stejl ud for Henriksen, der nu vil påbegynde en uddannelse.
Om Mads Kolding får en ny herredouble makker eller vælger at koncentrere sig om mixdouble, melder historien ikke noget om.
Man kunne måske forestille sig at Kolding kunne være inde i billedet som ny makker til Kamilla Juhl, hvis det viser sig at Thomas Laybourn ikke vil være i stand til at fortsætte karrieren på tilfredsstillende niveau.
EM bronzevinderen Kasper Henriksen fra Team Århus, meddelte i går at også han stopper på landsholdet.
Beslutningen kommer bl.a. som følge af den rokering, der skete i herredouble konstellationerne efter Lars Paaske indstillede karrieren efter VM i Paris.
Ved den lejlighed mistede Henriksen sin rutinerede makker Anders Kristiansen. Sammen vandt de to spillere bronze ved europamesterskaberne tidligere på året.
Kasper Henriksen blev efter rokaden sat sammen med den i international sammenhæng knap så rutinerede Mads Kolding.
Parret har siden kun spillet et par enkelte turneringer, men den videre vej fremad så altså for stejl ud for Henriksen, der nu vil påbegynde en uddannelse.
Om Mads Kolding får en ny herredouble makker eller vælger at koncentrere sig om mixdouble, melder historien ikke noget om.
Man kunne måske forestille sig at Kolding kunne være inde i billedet som ny makker til Kamilla Juhl, hvis det viser sig at Thomas Laybourn ikke vil være i stand til at fortsætte karrieren på tilfredsstillende niveau.
mandag den 13. december 2010
Årets badmintonspiller ikke indstillet til titlen
Nominerings komiteen, der har besluttet hvem der kan stemmes på som årets badmintonspiller i Danmark, trådte tilsyneladende sammen direkte efter julefrokosten.
Jeg kan i hvert fald ikke finde anden forklaring end denne, på at det ikke er lykkedes at få ungdomsverdensmester Viktor Axelsen med blandt de fire kandidater det er muligt at stemme på.
I mine øjne er det en så unik præstation af en 16 årig spiller at vinde VM for U-19 spillere, at jeg simpelthen ikke kan forstå at det ikke skulle være en nominering værdigt.
Man kan naturligvis mene at U-VM niveauet måske var knap så højt som tidligere set, men det er sådan set uden betydning, for så skal man også tage den reelle konkurrence med i overvejelserne for de fire der er blevet nomineret.
Gør man det, så vil man f.eks se at Peter Gade ikke mødte specielt hård modstand på vej til sin VM bronze medalje, at Laybourn/Juhl's og Boe/Mogensen's turneringssejre er hentet i nogle af de aller svagest besatte super serie turneringer i den tid de har eksisteret.
Disse sejre har selvfølgelig haft en positiv indflydelse på de rangliste-topplaceringer begge par, sammen med Tine Baun, har haft i de seneste uger.
At denne rangliste i år mest er til almindelig underholdning, og på ingen måde et udtryk for reel spillestyrke, illustrerede Hans Kristian Vittinghus på sin Facebook side for ca. 1½ uge siden.
På det tidspunkt var der ingen kinesere i top-5 i herresingle, ingen kinesere i top-5 i damedouble, ingen kinesere i top-5 i mixeddouble, ingen kinesere i top-5 i herredouble og ingen kinesere i top-2 i damesingle.
Det skyldes dels manglende kinesisk deltagelse i turneringerne, fordi man satsede ensidigt på Thomas/Uber cup, VM og Asian Games, samt at man er i gang med at spille nye konstellationer sammen i DD og MIX.
Til sammenligning vandt Kina alle individuelle VM titler og havde 8 ud 10 finalepladser. Så de danske førstepladser på verdensranglisten skal nok tages med et gran salt.
Så hvis man altså eventuelt ikke mener at U-VM var så stærkt besat, at det kunne give en nominering, ja så må man retfærdigvis sige, at der også knytter sig en tilsvarende historie til de, i øvrigt flotte, resultater de fire nominerede har opnået.
Det er jo meget let at kritisere, når man ikke selv sidder midt i det hele, så her er mine bud på årets spiller.
1. Viktor Axelsen
En helt eminent og overraskende præstation af den unge fynbo at tage Danmarks første U-19 VM Guld i single nogensinde. Har fulgt godt op med sejre over stærke europæiske spillere i seniorregi og en meget vigtig brik på sit klubhold.
2. Tine Baun
Vinder sin anden All England titel, sit første EM-Guld - og det er første gang siden Pernille Nedergaard i 1992 at en dansker vinder et EM der har deltagelse af asiatisk fødte spillere - OG vinder sin første VM medalje. Ligesom Peter Gade havde hun en overkommelig vej til semifinalen, men alligevel en fornuftig præstation efter en længere skadespause.
3. Lars Paaske/ Jonas Rasmussen
Måske en lidt tynd tredieplads vil nogen måske mene, men de gamle drenge sluttede deres karriere på bedste vis med en EM-titel - som var gået til Danmark også uden Paaske/Jones - med tre sejre i Thomas Cup, hvor parret aldrig nogensinde har tabt en kamp, og sidst men ikke mindst en All England titel vundet i skarp konkurrence og et bevis på at de er bedst når det gælder.
4. Carsten Mogensen/ Mathias Boe
Fik skovlen under Fu/Cai i en fornem indsats til All England, men har siden da ikke imponeret i international konkurrence. Vandt de to forstærkede EBU turneringer i Odense og Paris, men har skuffet ved VM, Thomas Cup og i Asien.
5. Peter Gade
5 EM titler er naturligvis udtryk for stabilitet og højt niveau gennem mange år, men det er bestemt ikke nogen stærk besat kategori.
Bedre er det at Peter vinder VM medalje 11 år efter han vandt sin første. Jeg synes også de mange semifinaler vidner om stor stabilitet og højt niveau, men efter min opfattelse alligevel uden for de 3-4 reelt bedste i verden. Året bød på en af de sjældne sejre over Lin Dan efter flotte indsatser i All England og Swiss Open.
6. Thomas Laybourn/ Kamilla Juhl
Har efter min opfattelse ikke - måske naturligt nok - kunnet leve op til VM titlen fra 2009. Laybourn har været så plaget af skader, at man må have bekymringer om han kan holde frem til OL i London. Hvis denne vurdering ikke falder positivt ud så kan parret have spillet deres sidste turnering.
Alligevel lykkedes det parret at vinde to super serier, EM-guld, og slutte året som nummer 1. på verdenranglisten - det er vel meget godt uden at være i rigtig topform.
Jeg kan i hvert fald ikke finde anden forklaring end denne, på at det ikke er lykkedes at få ungdomsverdensmester Viktor Axelsen med blandt de fire kandidater det er muligt at stemme på.
I mine øjne er det en så unik præstation af en 16 årig spiller at vinde VM for U-19 spillere, at jeg simpelthen ikke kan forstå at det ikke skulle være en nominering værdigt.
Man kan naturligvis mene at U-VM niveauet måske var knap så højt som tidligere set, men det er sådan set uden betydning, for så skal man også tage den reelle konkurrence med i overvejelserne for de fire der er blevet nomineret.
Gør man det, så vil man f.eks se at Peter Gade ikke mødte specielt hård modstand på vej til sin VM bronze medalje, at Laybourn/Juhl's og Boe/Mogensen's turneringssejre er hentet i nogle af de aller svagest besatte super serie turneringer i den tid de har eksisteret.
Disse sejre har selvfølgelig haft en positiv indflydelse på de rangliste-topplaceringer begge par, sammen med Tine Baun, har haft i de seneste uger.
At denne rangliste i år mest er til almindelig underholdning, og på ingen måde et udtryk for reel spillestyrke, illustrerede Hans Kristian Vittinghus på sin Facebook side for ca. 1½ uge siden.
På det tidspunkt var der ingen kinesere i top-5 i herresingle, ingen kinesere i top-5 i damedouble, ingen kinesere i top-5 i mixeddouble, ingen kinesere i top-5 i herredouble og ingen kinesere i top-2 i damesingle.
Det skyldes dels manglende kinesisk deltagelse i turneringerne, fordi man satsede ensidigt på Thomas/Uber cup, VM og Asian Games, samt at man er i gang med at spille nye konstellationer sammen i DD og MIX.
Til sammenligning vandt Kina alle individuelle VM titler og havde 8 ud 10 finalepladser. Så de danske førstepladser på verdensranglisten skal nok tages med et gran salt.
Så hvis man altså eventuelt ikke mener at U-VM var så stærkt besat, at det kunne give en nominering, ja så må man retfærdigvis sige, at der også knytter sig en tilsvarende historie til de, i øvrigt flotte, resultater de fire nominerede har opnået.
Det er jo meget let at kritisere, når man ikke selv sidder midt i det hele, så her er mine bud på årets spiller.
1. Viktor Axelsen
En helt eminent og overraskende præstation af den unge fynbo at tage Danmarks første U-19 VM Guld i single nogensinde. Har fulgt godt op med sejre over stærke europæiske spillere i seniorregi og en meget vigtig brik på sit klubhold.
2. Tine Baun
Vinder sin anden All England titel, sit første EM-Guld - og det er første gang siden Pernille Nedergaard i 1992 at en dansker vinder et EM der har deltagelse af asiatisk fødte spillere - OG vinder sin første VM medalje. Ligesom Peter Gade havde hun en overkommelig vej til semifinalen, men alligevel en fornuftig præstation efter en længere skadespause.
3. Lars Paaske/ Jonas Rasmussen
Måske en lidt tynd tredieplads vil nogen måske mene, men de gamle drenge sluttede deres karriere på bedste vis med en EM-titel - som var gået til Danmark også uden Paaske/Jones - med tre sejre i Thomas Cup, hvor parret aldrig nogensinde har tabt en kamp, og sidst men ikke mindst en All England titel vundet i skarp konkurrence og et bevis på at de er bedst når det gælder.
4. Carsten Mogensen/ Mathias Boe
Fik skovlen under Fu/Cai i en fornem indsats til All England, men har siden da ikke imponeret i international konkurrence. Vandt de to forstærkede EBU turneringer i Odense og Paris, men har skuffet ved VM, Thomas Cup og i Asien.
5. Peter Gade
5 EM titler er naturligvis udtryk for stabilitet og højt niveau gennem mange år, men det er bestemt ikke nogen stærk besat kategori.
Bedre er det at Peter vinder VM medalje 11 år efter han vandt sin første. Jeg synes også de mange semifinaler vidner om stor stabilitet og højt niveau, men efter min opfattelse alligevel uden for de 3-4 reelt bedste i verden. Året bød på en af de sjældne sejre over Lin Dan efter flotte indsatser i All England og Swiss Open.
6. Thomas Laybourn/ Kamilla Juhl
Har efter min opfattelse ikke - måske naturligt nok - kunnet leve op til VM titlen fra 2009. Laybourn har været så plaget af skader, at man må have bekymringer om han kan holde frem til OL i London. Hvis denne vurdering ikke falder positivt ud så kan parret have spillet deres sidste turnering.
Alligevel lykkedes det parret at vinde to super serier, EM-guld, og slutte året som nummer 1. på verdenranglisten - det er vel meget godt uden at være i rigtig topform.
Abonner på:
Opslag (Atom)
