onsdag den 10. marts 2010

Your boys took a hell of a beating!!! - All England onsdag.

Denne sætning blev skreget ud i æteren af den legendariske norske fodbold kommentator Bjørn Lillelien, da Norge sensationelt besejrede England i fodbold, engang for meget længe siden.

Onsdag aften var der sikkert fodboldfans i Manchester og Lyon, der råbte det samme rettet mod henholdsvis AC Milan og Real Madrid, men det kunne faktisk ligeså godt være rettet mod Malaysias herredoubletræner Rexy Mainaky.

For andet år i træk fejede en dansk double gulv med de topseedede malayer Koo Kien Keat/ Tan Boon Heong.

Lars Paaske/Jonas Rasmussen gjorde det noget overraskende, og i hvert fald overraskende let, af med de malaysiske titel favoritter i første runde af All England turneringen. Faktisk vil jeg sige, at det på papiret ser så stort ud, at jeg bliver en lille smule bekymret for, om det nu også er den reelle styrkeforskel mellem de to doubler, eller om de to gamle drenge risikerer et antiklimaks i morgen mod to unge koreanere.

Nå men indtil videre er der ingen grund til bekymring, Lars & Jonas er i gang, og det samme er Boe/ Nuller, der overbevisende afviste et af de mange nye japanske par.

Chandra/Gunawan fra Indonesien var seedet seks i dennerække, men måtte lade livet mod kinesiske Nan Zhang/Biao Chai, der ser ud til at være i rivende udvikling. Tænker man Thomas Cup ind i denne sammenhæng så ser det ud til at kineserne får lettere ved at finde deres anden herredouble end indo’erne gør.

For mig er der ingen tvivl om at de asiatiske lande der har mulighed for at vinde Thomas Cup allerede nu har en væsentlig del af deres fokus på den turnering. Det behøver dog ikke betyde at de ikke er klar i Birmingham, men der er ingen tvivl om at formtoppen i første halvdel af 2010 skal ligge i maj måned.

Hvis man kigger ned over resultaterne efter seedede spillere, der er ude, ja så er både nr. 2 og 4. i damesingle ude af turneringen - og begge spillere stod i Tine Rasmussens halvdel.

Tine slipper således for Wang Lin i torsdagens 2.runde kamp. Det er der sikkert mange der vil synes er glimrende, men jeg tror faktisk Tine ville have haft mere ud af at spille mod Wang Lin og besejre hende.

Det tror jeg hun havde haft en god chance for, idet Wang Lin ikke ser ud til at være i sin bedste form efter nederlag til Eriko Hirose, og til Juliane Schenk i sidste uges German Open.

Tine’s program er ikke blevet meget lettere, for skulle hun besejre Hirose, så venter verdensmester Lu Lan i ¼ finalen.

Pi Hongyan(4) tabte til Juliane Schenk, og det ser ud til at Pi får sværere og sværere ved at følge med i de store turneringer. Schenk skal nu mase videre mod et par unge koreanske damesingler, der helt sikkert har stiftet bekendtskab med deres eget opkast under træningen.

Det er nemlig nemlig kinesiske Li Mao – popuært kaldet ”Tordenskyen” – der har overtaget træningen af de koreanske damesingle talenter, og dem kommer vi helt sikkert til at høre mere til fremover. Korea har i øvrigt efter min mening lavet en genistreg ved også at få tilknyttet den tidligere topspiller Kim Ji Hyun til trænerstaben. Hun er vendt hjem efter flere år i Europa og New Zealand. Da hun var i Europa udrettede hun fantastiske resultater med teknisk begrænsede østeuropæiske damesingler.

I damedouble måtte Malaysia’s bedste par ned til en af Indonesiens rekonstruerede damedoubler. Jeg tror faktisk de har ramt noget godt dér. Ikke at de lige spadserer ind og slår kineserne, men det er der nu heller ikke rigtig nogen andre der gør, men jeg tror de to nye damedoubler får et ret højt niveau.

Lena Frier/ Marie Røpke viste i perioder gode takter og i andre perioder var det tydeligt at konceptet mangler finpudsning/pudsning, men de var også oppe mod kvalificeret modstand, og det vigtigste er at man kan få øje på et topniveau.

Det samme kan man vel sige om Jan Ø. Jørgensen, som tabte rimelig overbevisende til Chen Long. Det er to spillere der formodentlig over en sæson bør ligge meget lige men denne dag var Jan ikke i nærheden.

Det var Peter Gade til gengæld, med en sikker sejr over Dicky Palyama, og det var godt.

Jeg ved ikke rigtig, men jeg har lidt en fornemmelse af, at Gade har sat de sidste sejl til i denne sæson i forsøget på at lave endnu en stor præstation – til VM, eller måske her til All England. Han står under alle omstændigheder foran kvalificeret modstand i de næste to runder, hvor der er to indonesere at øve sig på. Først Simon Santoso som ikke har gjort meget væsen af sig siden Denmark Open som han vandt. Han spillede også tre sæt med gamle Wong Choon Hann, som måske også prøver at sparke den op i 6. gear inden Thomas Cup på hjemmebane. Kommer Gade forbi ham, så venter endnu et opgør mod Taufik Hidayat. De to har udkæmpet mange kampe. De fleste efter 2001 er endt med Taufik som vinder, men hvis der virkelig er mere tilbage i Gade, så vil vi se det i en sådan kamp.

Joachim Persson har, i ly af manglende resultater, helt ubemærket vundet første runde, og det er første gang det sker i 2010. Persson har selv bedyret at han er i fremgang og at det gode spil nok skal komme. Det får han mulighed for at vise mod Kenichi Tago, som besejrede Joachim ved VM i Indien. Tago sendte syvendeseedede Tien Minh Nguyen ud af turneringen, og en sejr til Persson vil lune på selvtillidskontoen.

Endelig cruisede Laybourn/Juhl igennem første runde mod et tricky indisk par.

Damen i denne mix, Gutta P. Jwala (fantastisk navn iøvrigt), benytter sig af en forhåndsserv. Jeg vil sige så meget, at jeg ikke kan anbefale andre at forsøge sig med samme koncept mod Thomas Laybourn, der er en af verdens mest aggressive spillere på servereturneringerne.

Alt i alt en fin dansk dag, hvor sejren til Paaske/ Rasmussen så rigeligt opvejede Jan Ø.’s nederlag, og hvor de øvrige danskere, der har mulighed for at komme langt i turneringen alle kom videre uden større problemer.

Til sidst kan det bemærkes at Christian LinD forhåbentlig fik den oplevelse, han var kommet efter mod Lin D(an). Han leverede en fin indsats og holdt Lin Dan i gang i 40 minutter – eller måske var det rent faktisk omvendt J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar