mandag den 16. februar 2009

Preview Aarhus - Horsens

Se preview af Gentofte - Skovshoved her

Århus ligger til at sikre sig endnu en sæson i BadmintonLigaen, hvis holdet vel at mærke undgår skader.

Den vitale 4-3 sejr ude over SIF blev fulgt op med knusende 6-0 hjemme over Gentofte. Og netop disse to hold er Århus Elites værste konkurrenter.

Horsens meddelte tidligere, at man ikke ønsker at satse på liga badminton, men holdet kan måske være dem der bestemmer hvem af de andre der rykker op. Skovshoved mistede i hvert fald terræn med nederlag til netop Horsens.

Jeg synes Århus har ramt bedst med deres holdopstilling og bør kunne vinde to af de tre doubler, måske endda alle tre.

Horsens har valgt at satse på mixdoublen ved at sætte Cai Jiani sammen med Tommy Sørensen. Jeg synes det efterlader både HD og DD ganske svækkede og jeg tror Århus kan vinde dem begge. Jeg tror Kasper Henriksen har en god chance for at styre herredoublen til sejr, og Line Kruse/ Lena Frier bør også kunne sætte sig igennem overfor Jie/Bramsen.

Desuden skal man slet ikke afskrive Rasmus Bonde og Tinne Kruse i mix’en. Jeg synes procenterne i denne kamp nærmer sig 50-50, hvis de da ikke svinger lidt i Århus' favør.

Den mest interessante kamp er naturligvis revancheopgøret fra DM mellem Jan Ø. Jørgensen og Peter Mikkelsen. Mikkelsen vandt jo ganske enkelt i Randers, men jeg tror Jan får revanche i denne kamp. Han er på hjemmebane, han har Morten Frost på stolen og alt presset er på Peter Mikkelsen. Det vil virkelig være flot hvis Peter han gentage sejren.

Christian Lind bliver også lille favorit for mig mod Kristian Midtgaard. Midtgaard fik en god sejr mod Daniel Damgaard, men jeg tror hjemmebanen igen bliver afgørende. Desuden synes jeg at Lind gør det klart bedre i holdkampene end i turneringerne. Det er som om det er holdkampene der tænder ham mest.

Damesinglen tror jeg går til Horsens. Jeg kender ikke deres kinesiske damesingle og nederlaget til Mette K. Pedersen synes jeg var lidt skuffende – omvendt har Mette K. gjort det rigtig flot – men jeg har svært ved at se Anna Rice vinde denne kamp, med mindre Jing selv laver alle pointene til hende.

Mit tip er Århus sejr på 4-2 eller 5-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar