Masser af talent

Det var en meget glædelig oplevelse at overvære de indledende runder i damesingle, ved de danske mesterskaber i Randers.

Damesingle har så længe jeg kan huske - og det er ca. til 1977, hvor Lene Køppen blev verdensmester - levet med den negative svøbe, konstant at blive bedømt som kategorien hvor "vi aldrig får nogen der er ligeså gode som Lene Køppen."

Alligevel har der været piger som - måske fornuftsstridigt - har kæmpet imod disse dommedagsprofetier, og rent faktisk har klaret at etablere sig i verdenstoppen.
Og hvor er det fortjent.
Men hvor ville det være fantastisk, hvis vi alle sammen støttede dem i deres anstrengelser og bakkede dem op, i stedet for hele tiden at tvivle på dem og fortælle dem hvor meget de mangler, hvor umuligt det er, og hvor gode kineserne dog er.

I går i Elro Arena, var der mange lovende talenter på banen. Ikke alle vandt, ikke alle kommer i verdenstoppen, ikke alle levede op til egne forventninger og trænere og forældres forventninger. Men der var mange der har potentiale.

Der var spillere der var teknisk velfunderede, og nogle der stadig kan udvikles på dette område. Der var løbestærke spillere - hvis det er modstandere hedder det "møvere" - og nogle der manglede lidt dér. Fysisk stærke spillere og spillere med godt blik for badminton og nogen som så meget nervøse ud, over for første gang at spille senior DM .
Fælles for dem alle er, at de ser ud til at stå meget bedre rustet end deres tidligere kolleger gjorde på samme alderstrin.

Men hvem er det så? Hvem er den nye Tine Rasmussen, den nye Camilla Martin, den nye Pernille Nedergaard, den nye Kirsten Larsen eller den nye Lene Køppen.
Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad - jeg har tid til at vente, og når hun eller de, er dér, så finder vi alle sammen ud af hvad de hedder....Jeg glæder mig allerede.

For de unge spillere kommer nu den svære del, det lange seje træk med at flytte sig fra at være et ungt talent til at være international stjerne. Den periode hvor man skal arbejde hårdt, hvor succes og nederlag afløser hinanden, hvor man er helt oppe at køre og helt nede i kulkælderen. Den periode hvor man er usikker på om man virkelig når dét, om man virkelig har det der skal til. Om I ka' li' mig når jeg taber og om jeg har reel støtte når jeg fejler og har det hårdt.

Så lad os for en gangs skyld støtte dem der tør satse hele deres ungdom på at blive god til at spille badminton, i stedet for at få et fornuftigt job eller en god uddannelse.
Lad os rejse dem når de vælter, gribe dem når de ikke kan flyve og juble sammen med dem når de lykkes.

Kom så piger - kom så Anne, Nanna, Camilla, Lene, Karina, Mette, Amanda, Maria, Line og alle I andre! I kan sgu' godt!