Indien og/ eller VM

En konflikt er under opsejling i dansk badminton.
Mindst fem spillere ønsker ikke at følge Landsholdets forberedelser frem mod VM i Guangzhou i fuldt omfang. De ønsker at deltage i den økonomisk lukrative Indian Badminton League i juni-juli måned og derved halvere forberedelsestiden frem mod VM.

Angiveligt ønsker forbundet med Team Danmark i ryggen, i yderste konsekvens at udelukke de berørte spillere fra deltagelse i landsholdstræningen og ligeledes i VM, samt muligvis andre officielle begivenheder herunder OL i 2016.

Efter min opfattelse er der nogle vigtige ting at være opmærksom på.

Medaljer er super vigtige for Badminton Danmark og Team Danmark, for det er det begge organisationer bliver målt på.

Medaljer er ikke, på nuværende tidspunkt, helt så vigtige i de fem spilleres karrierer. For de har allerede vundet dem. 4 OL medaljer og en VM guld repræsenterer de fem spillere.
Indtjening er nu blevet en langt vigtigere parameter, præcis som den var for Morten Frost, Thomas Stuer, Poul Erik Høyer og Peter Rasmussen, der alle af skattemæssige årsager valgte at flytte til England. For alle disse spillere gjaldt det at træningsmiljøet i Danmark var klart bedre end det engelske alternativ.

Man kan sige, at det er egoistisk af de fem at de ikke "støtter systemet", som har bragt dem frem til hvor de er nu, og de spillere som sparrer mod dem. Det sammme kunne man sige om de fire gamle herresingle stjerner.

De fem har så vidt jeg er orienteret på ingen måde sagt, de ikke vil spille VM, de vil bare ikke følge den overordnede plan som forbundet har lagt.

Det er et kerneområde i striden. Det er det fordi man implicit antager, at hvis man ikke følger denne plan, så kan man ikke præstere til VM. Det kan man måske faktisk godt alligevel, men det synes rimeligt at antage at sandsynligheden er mindre, end hvis planen følges. Fodbold EM i 1992 er i hvert fald et konge eksempel på at det ikke altid er de bedst forberedte der vinder.

Spillerne er tilsyneladende parate til at acceptere denne lavere sandsynlighed. Det er en omkostning, de har vurderet opvejes af de penge der kan tjenes i Indien. Og det er jo noget den enkelte må gøre op med sig selv. Det er vel egentlig kun et spørgsmål om beløbets størrelse. Hvis vi f.eks leger med tanken om at BD havde fået en fee på  1 million for at stille spillerne til rådighed, så ville man nok begynde at arbejde for at finde en løsning.

Forbundet må så til gengæld overveje dels om det forventede niveau for spillerne, efter deltagelse i Indien, er så lavt, at man har andre spillere, der har bedre chancer for at skaffe de nødvendige medaljer. Og dels om "ulydigheden" er så grov at det skal føre til udelukkelse fra træningen eller endnu værre sanktioner. En helt åbenlys sanktion er, at BD og Team Danmark ikke længere yder turneringsstøtte til spillerne, men det beløb er i forvejen så lille, at det intet betyder i forhold til lønnen i Indien.

Under alle omstændigheder så vil det næppe være sidste gang ( forhåbentlig ikke) denne problematik opstår, for den er jo genereret af det, de fleste ønsker, nemlig at der er ved at komme flere penge i badmintonsporten.

En helt anden ting er så perspektiverne i disse "tilfældigt opståede" invitationsturneringer. De skyder
op i den internationale kalender på må og få uden overordnet styring eller planlægning. Det er en
meget presserende opgave for Badminton World Federation at få optimeret og taget styring af den internationale turneringskalender, så situationer som disse ikke opstår.

Til sidst skal det nævnes at turneringen i Indien stadig ser ud til at være omgivet af en hel del usikkerhed, og der vel på nuværende tidspunkt ingen, der vil sætte hele formuen ind på, at turneringen rent faktisk bliver til noget i sidste ende.

Samtidig vil det overraske mig meget hvis vi ser de bedste kinesere stille op.