mandag den 13. december 2010

Årets badmintonspiller ikke indstillet til titlen

Nominerings komiteen, der har besluttet hvem der kan stemmes på som årets badmintonspiller i Danmark, trådte tilsyneladende sammen direkte efter julefrokosten.

Jeg kan i hvert fald ikke finde anden forklaring end denne, på at det ikke er lykkedes at få ungdomsverdensmester Viktor Axelsen med blandt de fire kandidater det er muligt at stemme på.

I mine øjne er det en så unik præstation af en 16 årig spiller at vinde VM for U-19 spillere, at jeg simpelthen ikke kan forstå at det ikke skulle være en nominering værdigt.

Man kan naturligvis mene at U-VM niveauet måske var knap så højt som tidligere set, men det er sådan set uden betydning, for så skal man også tage den reelle konkurrence med i overvejelserne for de fire der er blevet nomineret.

Gør man det, så vil man f.eks se at Peter Gade ikke mødte specielt hård modstand på vej til sin VM bronze medalje, at Laybourn/Juhl's og Boe/Mogensen's turneringssejre er hentet i nogle af de aller svagest besatte super serie turneringer i den tid de har eksisteret.
Disse sejre har selvfølgelig haft en positiv indflydelse på de rangliste-topplaceringer begge par, sammen med Tine Baun, har haft i de seneste uger.

At denne rangliste i år mest er til almindelig underholdning, og på ingen måde et udtryk for reel spillestyrke, illustrerede Hans Kristian Vittinghus på sin Facebook side for ca. 1½ uge siden.
På det tidspunkt var der ingen kinesere i top-5 i herresingle, ingen kinesere i top-5 i damedouble, ingen kinesere i top-5 i mixeddouble, ingen kinesere i top-5 i herredouble og ingen kinesere i top-2 i damesingle.

Det skyldes dels manglende kinesisk deltagelse i turneringerne, fordi man satsede ensidigt på Thomas/Uber cup, VM og Asian Games, samt at man er i gang med at spille nye konstellationer sammen i DD og MIX.
Til sammenligning vandt Kina alle individuelle VM titler og havde 8 ud 10 finalepladser. Så de danske førstepladser på verdensranglisten skal nok tages med et gran salt.

Så hvis man altså eventuelt ikke mener at U-VM var så stærkt besat, at det kunne give en nominering, ja så må man retfærdigvis sige, at der også knytter sig en tilsvarende historie til de, i øvrigt flotte, resultater de fire nominerede har opnået.

Det er jo meget let at kritisere, når man ikke selv sidder midt i det hele, så her er mine bud på årets spiller.

1. Viktor Axelsen
En helt eminent og overraskende præstation af den unge fynbo at tage Danmarks første U-19 VM Guld i single nogensinde. Har fulgt godt op med sejre over stærke europæiske spillere i seniorregi og en meget vigtig brik på sit klubhold.

2. Tine Baun
Vinder sin anden All England titel, sit første EM-Guld - og det er første gang siden Pernille Nedergaard i 1992 at en dansker vinder et EM der har deltagelse af asiatisk fødte spillere - OG vinder sin første VM medalje. Ligesom Peter Gade havde hun en overkommelig vej til semifinalen, men alligevel en fornuftig præstation efter en længere skadespause.

3. Lars Paaske/ Jonas Rasmussen
Måske en lidt tynd tredieplads vil nogen måske mene, men de gamle drenge sluttede deres karriere på bedste vis med en EM-titel - som var gået til Danmark også uden Paaske/Jones - med tre sejre i Thomas Cup, hvor parret aldrig nogensinde har tabt en kamp, og sidst men ikke mindst en All England titel vundet i skarp konkurrence og et bevis på at de er bedst når det gælder.

4. Carsten Mogensen/ Mathias Boe
Fik skovlen under Fu/Cai i en fornem indsats til All England, men har siden da ikke imponeret i international konkurrence. Vandt de to forstærkede EBU turneringer i Odense og Paris, men har skuffet ved VM, Thomas Cup og i Asien.

5. Peter Gade
5 EM titler er naturligvis udtryk for stabilitet og højt niveau gennem mange år, men det er bestemt ikke nogen stærk besat kategori.
Bedre er det at Peter vinder VM medalje 11 år efter han vandt sin første. Jeg synes også de mange semifinaler vidner om stor stabilitet og højt niveau, men efter min opfattelse alligevel uden for de 3-4 reelt bedste i verden. Året bød på en af de sjældne sejre over Lin Dan efter flotte indsatser i All England og Swiss Open.

6. Thomas Laybourn/ Kamilla Juhl
Har efter min opfattelse ikke - måske naturligt nok - kunnet leve op til VM titlen fra 2009. Laybourn har været så plaget af skader, at man må have bekymringer om han kan holde frem til OL i London. Hvis denne vurdering ikke falder positivt ud så kan parret have spillet deres sidste turnering.
Alligevel lykkedes det parret at vinde to super serier, EM-guld, og slutte året som nummer 1. på verdenranglisten - det er vel meget godt uden at være i rigtig topform.

3 kommentarer:

  1. Hej Steen

    Jeg er uenig med dig :)

    Jeg mener som udgangspunkt ikke nogen ungdomsturnering kan retfærdiggøre titlen som årets spiller, når man ser hvad andre har vundet i løbet af året - og det er jo småting vi snakker om...

    Viktor er blevet nomineret til mange talentpriser, hvilket jeg mener er mere passende...

    Mit bud:
    1: Paaske/Rasmussen: Vinder All England i den kategori hvor konkurrence måske er hårdest af alle..

    2: Tine Baun: Vinder All England og tager medalje ved VM - et godt år!

    3: Jan Ø.: Vinder sin første super serie - viser at han stadig er et godt stykke foran Viktor Axelsen.

    4: Fischer/Pedersen: Vinder en meget stærkt besat turnering i Hong Kong.

    5: Boe/Mogensen: Uanset at modstanderne i det store hele var ringe i deres 2 super serie sejre kræver det altså et vist niveau at tage 2 i træk... og deres finale modstandere er bestemt ikke dårlige par!

    6: Lay/Juhl: Vinder super serie turneringer og nr. 1 i verden.

    7: Gade - seniortitler tæller bare højere end ungdomsstævner...

    8: Viktor Axelsen - giv ham et par år, så ligger han højere

    SvarSlet
  2. Der skulle have stået "og det er IKKE småting vi snakker om"

    SvarSlet
  3. @ Panther
    Vi har jo alle forskellig opfattelse af hvordan de enkelte præstationer skal bedømmes, og sammenligninger bliver altid subjektive.

    Så vidt jeg kan se er vi ikke specielt uenige når man ser bort fra Viggo.

    DBF skriver følgende på deres hjemmeside: "Årets Badmintonspiller kan være en ung spiller, der har fået sit internationale gennembrud eller en etableret spiller, som har vundet en stor betydende turnering eller en der har betydet meget for sit klubhold. Udnævnelsen kan med andre ord gives ud fra forskellige forudsætninger fra år til år. "

    Denne formulering synes jeg netop åbner op for at unge spillere (eller gode klubspillere) kan vinde prisen.
    Jeg synes som nævnt i indlægget ikke at seniorerne på nogen måde kan konkurrere med Viktor.

    Jeg er enig med dig i at herredouble og damesingle er de to kategorier hvor der p.t. er den hårdeste internationale konkurrence.

    De to "Peak"-turneringer der var i år - det vil sige dér hvor de bedste spillere ønsker at toppe var naturligvis VM i Paris og Thomas/Uber cup. For asiaterne desuden Asian Games der rangerer lige efter OL.
    Skal man yderligere rangere styrken i turneringerne, ja så skal man naturligvis kigge på om der var henholdsvis kinesere og koreanere med. Er dette ikke tilfældet så er der tale om væsentligt bedre muligheder for at præstere.

    SvarSlet